Bog

Do

Af (
2009
)

Anmeldelse

Do af Eva Tind Kristensen

05 okt.09

Meget fin digtsamling om oprindelse, identitet og tilhørsforhold.

dansker
du er en rigtig dansker
du kommer fra Korea
du er en rigtig dansker
du kommer fra Korea
du er en rigtig dansker
du kommer fra Korea
er du en rigtig dansker?

Lige præcis det er emnet for Eva Tind Kristensens debutsamling. Digte om at være adoptivbarn; om at være født i Korea og vokse op i Låsby i Østjylland.

Digtene handler om identitet. Om at høre til i en familie i et land, og så alligevel ikke høre til. Om at være ”hende den lille sorte” i en meget stor familie af etniske danskere. Om hvor svært det er. Når man føler sig anderledes, eller bliver set på som anderledes.

Det formidler hun godt, den debuterende forfatter, der ifølge forlagsmaterialet har haft kontakt til sin biologiske familie i Korea, siden hun var 15, og nu har besøgt dem i alt tre gange. Senest i 2008 sammen med sin mand og sine tre børn.

Digtsamlingen er ikke ”blot” en digtsamling, men et helt unikt værk med både fotos, tuschtegninger, udført af forfatteren, madopskrifter (hundesuppe, grisetæer og blodpølse), sangtekster og originale breve fra den biologiske søster i Korea.

Det, der gjorde størst indtryk på mig, da jeg læste Eva Tind Kristensens fine digte, var disse to linjer i digtet ”oldefar”:

min bedstemor elsker mig ikke, som farmor ikke
elsker mig….

Der er meget smerte i de få ord. For hvornår fandt den lille pige i Låsby ud af det? Og hvorfor elskede de hende ikke? Et lille barnebarn med sort hår og brune øjne, som lignede en indianer i den poncho, farmoren strikkede til hende.

Tankerne om Danmark og Korea, om tilhørsforhold og oprindelse er meget personlige, men må alligevel være tanker mange adoptivbørn gør sig. Blandt andet derfor er det en vigtig digtsamling, Eva Tind Kristensen har skrevet. Men også fordi det er et fint og originalt litterært værk.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
27903215
Graphic
Jess Andersen
ISBN
9788702079593
Antal sider
125

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer