Af litteraturstuderende Nicolai Rerup Nielsen
Hallgrímur Helgasons roman 101 Reykjavik er en tragikomisk fortælling om en ung mands kvaler i et moderne velfærdssamfund. Den udgør et langt og meget ordrigt spørgsmål: Hvorfor?
Det er nu snart femten år siden, at canadieren Douglas Coupland (f.1961) udgav romanen Generation X (1991), en fortælling om tre unge menneskers forsøg på at undslippe de lænker et mediegennemtrængt, succes- og forbrugs-orienteret velfærdssamfund har lagt om dem. De har taget flugten til den californiske ørken, hvor de henslængt fylder dagene ud ved at fortælle hinanden historier, mens de tjener til dagen og vejen i lavtlønnede jobs, hvortil de er overkvalificerede. Romanen blev en umiddelbar succes, og Coupland måtte snart se sig udråbt som talsmand for denne nye generation, børn af det såkaldte baby boom, født i 60’erne og 70’erne.
Generation X kan naturligvis også tilskrives andre talerør, som f.eks. skotske Irvine Welsh (f.1958) og amerikaneren Chuck Palahniuk (f.1961), der - med henholdsvis junkie-romanen Trainspotting (1993) og den skræmmende voldsfiktion Fight Club (1996) – tilbyder deres billede af generationen. Fælles for de disse tre meget forskellige romaner er beskrivelsen af en generation af dybt desillusionerede individer, der på ingen måde kan genkende sig selv i forældregenerationens fremskridtstro og optimisme. Nok er de vokset op i et samfund, der er rigere end nogensinde før, men er økonomisk stabilitet og velfærd automatisk lig med lykke?
Mod hvad vender man sin vrede, sorg og utilfredshed i et samfund, man forventes at være taknemmelig for? De tre nævnte romaners løsning synes at være eskapisme - flugt fra vreden og utilfredsheden – i Couplands tilfælde henholdsvis gennem geografisk flugt og introspektion; hos Welsh og Palahniuk tager eskapismen en mere ekstrem form gennem stoffer og vold.
Det unge, vrede og utilpassede menneske er på ingen måde en nyt element i litteraturen, men fremkomsten af X-bølgen, har skabt dønninger helt ind i det nye årtusinde. Forlagene har øjnet hurtig profit, og udgivelsen af X-lignende romaner, ofte forfattet af unge mænd, er ikke ligefrem i aftagende.
Man er tentativt begyndt at tale om en Generation Y, udgjort af unge født i 80’erne og 90’erne, men selv om man rent sociologisk kan tale om store forskelle på de to generationer, er det set herfra problematisk at adskille de forfattere, der indskrives under Y’et fra forgængerne i Generation X. Man kunne derimod påpege, hvordan de nye forfattere med deres hvorfor? (bogstavet Y udtales på engelsk som ordet Why) har været med til at accentuere de temaer og spørgsmål, som deres forgængere fremkom med.
Det islandske X
Af den islandske forfatter, debattør, standup-komiker og billedkunstner Hallgrímur Helgasons (f.1959) seks udgivne romaner har vi indtil videre kun fået glæde af en enkelt i dansk oversættelse, 101 Reykjavik fra 1996. Hvorvidt Helgason ser sig selv som en del af Generation X, må stå hen i det uvisse, men at denne hans tredje roman deler mange af de karakteristika, man finder i andre X-værker, er ikke til at komme uden om. 101 Reykjavik er fortællingen om den 34-årige Hlynur Björn, der er droppet ud af universitetet, modtager bistandshjælp og stadig bor hjemme hos sin mor. Han forsøger – uden held – at holde desillusionen og den lurende depression fra livet, ved hjælp af et overdrevet forbrug af porno, sattelit-tv, internetchat og dødsdruk på Reykjaviks barer.
Nu ikke et ondt ord om romaner med fordrukne unge mænd i hovedrollen. Denne læser har indtaget og nydt utallige af sådanne romaner, der låner en smule misforstået drukromantik fra Charles Bukowski (1920-94), lidt Beat-energi fra Jack Kerouac (1922-69), en sjat paranoia og hallucinationer fra Hunter S. Thompson (1937-2005) og krydrer det hele med en smule nutidskultur, men man må forvente mere af en roman der i 1999 var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Heldigvis er der dog også meget mere i vente.
Ord, ord, ord
En sort komedie kaldes Helgasons roman på bagsiden af undertegnedes eksemplar, men den indeholder sandelig også et element af tragedie – på mere end én måde endda. På første side af bogen præsenteres man for et persongalleri, en ting man nu om dage sjældent ser som indledning til en roman, men som straks er mere almindeligt i et film- eller teater-manuskript. Den opmærksomme læser vil da også snart erfare, at romanen har affinitet til skuespillet, nærmere bestemt William Shakespeares (1564-1616) berømte tragedie Hamlet (først udg. 1603.)
Slægtskabet antydes bl.a. når Hlynur kalder sig selv for en motherfucker - efter at have haft sex med sin nyligt udsprungne lesbiske mors kæreste, Lolla – og dermed peger på den populære ødipale fortolkning af Shakespeares klassiker; Det understreges kraftigt da Hlynurs mor forærer ham en rejse til Amsterdam - sammen med hans venner, bøsseparret Rosi og Gulli - en episode der mimer Shakespeares drama, hvor Hamlet af Kong Claudius sendes til England i følgeskab med de tidligere skolekammerater Rosenkrantz og Guildenstern; Skulle der stadig herske tvivl burde den forsvinde, da Hlynur - af det nærmeste han kommer en svigerfar i løbet af bogen - bliver spurgt, hvad han læser. Svaret lyder - som Hamlet til Polonius - : ”Ord. Ord, ord, ord.”
Og det er netop ord – og ikke kun spidsfindige henvisninger til Shakespeares værk – der gør 101 Reykjavik til så fascinerende en læseoplevelse. Ord i massevis. Store dele af romanen består af Hlynurs indre monolog, mens han vandrer rundt under sine forskellige gøremål i 101, Reykjaviks centrum. Et kort eksempel kunne være:
”Island er et vindrøvhul og islændingene er lus i det. De holder sig fast i hårene. Ganske vist har de nu udstyret sig med termodragter, men må alligevel holde fast under svovludbrud. Fra Jorden. Og når det bryder løs med brun lava...”
Som her antydet er denne indre monolog flerlaget, associativ og meget flyvsk. Som i Hamlet løber sproget løbsk, prolifererer og antager flere lag af betydning. Hos Hamlet pga. hans påtagne galskab og hemmelige agenda, hos Hlynur blot som en afspejling af et indre liv, hvor højt og lavt, godt og ondt, populærkultur og islandsk natur blandes sammen i en kogende og eksplosiv masse, som Hlynur kaster ud over læseren og andre uheldige personer der krydser hans vej. Sproget er blevet et våben, som vor antihelt bruger i forsøget på både at definere og fastholde sin vrede men også i forsøget på at holde desillusionen på afstand.
Mange har valgt at læse Hamlet, der på mange måder udgør forlægget for Helgasons roman, som et eksistentielt drama, og sådan kan man egentlig også godt læse 101 Reykjavik. Hlynur føler sig ikke tilfreds eller tilpas i det omgivende samfund, og hele hans tilværelse synes at bestå af spørgsmålet ”hvorfor?” Hvorfor skal livet være sådan?
Og når han leder efter et ”hvordan?” - Hvordan kan jeg leve dette liv? – ændrer han ironisk nok ikke på sin egen levevis, men forsøger i stedet at ændre på omgivelserne - som når han i forsøget på at ruske op i sin konforme søsters liv stjæler hendes p-piller og forgifter sin uafvidende svoger med en ecstasy-pille – i håb om at skabe en version af liv, der måske er værd at leve. Hlynur nærmer sig en enkelt gang et muligt svar på sin spørgende søgen. Det sker i mødet med kærligheden, men den forbliver ufuldbyrdet, og spørgsmålet består: ”Hvorfor?”
Kommentarer