Dødemandsbjerget

Særdeles læseværdig roman om Skagen før malerne. Historien om negerslaven Jan og fiskerdatteren Marie er beretningen om overtro og frygt for det anderledes i et lukket samfund.

Noget tid før Skagensmalerne opdagede det specielle lys og tilførte landsdelen en større grad af (fin)kultur, var Skagen ikke meget andet end et bart og vindblæst sted. Ikke meget kunne gro sig frodigt foruden måske søgræs, og hovederhvervet var naturligt nok fiskeri.

I Henrik Ventzels debutroman ’Dødemandsbjerget’ følger man to parallelle liv i to forskudte tider. I 1817 bliver den tidligere slave Jan Leton sat i land ved kysten i Skagen. Han er en gave til byfoged Lund og med sit sorte ansigt tilfører han det vejrbidte fiskersamfund et eksotisk strejf. Man hører om hans tanker og syn på at gå fra at være slave uden rettigheder til at få en form for frihed i dette nye kolde land. Samtidig følger man fiskerdatteren Marie, dog først fra 1825, hvor hun mister sin stedmor til havet og nu skal tage sig af sin far og døvstumme bror. Umiddelbart har Jan og Marie ikke meget tilfælles men efterhånden som man kommer længere ind i historien, kobles de to skæbner sammen, og man erfarer gradvist hvilken tragedie der binder dem sammen.

Bogen er inspireret af virkelige hændelser. Men det er meget få oplysninger der findes om negerslaven Jan Leton, der kom til Skagen og var med til at opbygge Skagens første plantage. Derfor er handlingen stort set et produkt af Henrik Ventzels blomstrende fantasi. Og det kan vi læsere så bare nyde godt af! Det er en helt fantastisk læseoplevelse, hvor man bare bliver revet med fra første side. Bogen er et overflødighedshorn af smukke og detaljerige beskrivelser af menneskesindets krinkelkroge, datidens sæder og skikke og usikkerheden ved det anderledes. Umådeligt velskrevet og fortalt i et dejligt roligt tempo.

Hvad angår titlen ’Dødemandsbjerget’, så henviser den til det sted, hvor druknede sømænd blev massebegravet - og ifølge egnens overtro går igen!