Svanen

Smuk og fintfølende roman om en 9-årig piges oplevelser en sommer på landet

Pigen er 9 år. Hun er af sine forældre blevet sendt på landet efter nogle tilfælde af butikstyveri i byen, som ligger ved havet. På landet er det meningen, at hun skal lære at opføre sig ordentlig.

”Vær høflig og venlig over for alle, så glemmer du det, du har gjort. Og når du kommer hjem igen, har alle andre også glemt det”. Sådan siger moren, da hun følger pigen til rutebilstationen. Hun og faren taler om, hvordan folk på landet er meget sundere og ubekymrede. ”Og selvom det måske ikke altid er sådan, er det alligevel rigtigt at tro det…”.

For pigen er sommeren på landet en kaotisk tur gennem følelsesregistret. På gården møder hun bonden, bondens kone, bondens datter og karlen. Karlen er en tænksom fyr, der skriver dagbog og tænker filosofiske tanker. Men han viser også pigen, at mænd kun har én patte på deres yver, som laver mandfolkemælk.

Først synes pigen, at landet er meget skræmmende, men som tiden går, fascineres hun alligevel af landskabet og dyrene. Hun kæmper dog hele tiden med følelsen af at være udenfor, og lysten til at forsvinde og blive helt væk. Selv til sensommerens stævne føler hun sig ikke helt tilstede.

”Pigen lod blikket glide hen over området fra åbningen i teltet: elven og fjeldene; det gullige skær fra teltets tætvævede sejldug, som solen i dette øjeblik skinnede igennem, fik hende til at stå i en glans eller i en slags kunstigt solskin, mens landskabet udenfor lå grønt i naturligt sollys. I den sindstilstand, der indfandt sig, fornemmede hun, at hendes forældre var uendeligt langt borte og uden tvivl enten døde eller ikke længere til, og selv stod hun som en gullig, uvirkelig pige i et kaffetelt i fremmede omgivelser…”

”Svanen” blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 1993. Her er tale om en stille, men smuk fortælling om en pige, som modnes gennem ensomhed og fremmedhed, men som også finder små glæder og stærke følelser.

Sproget er flot, nærmest lyrisk og fanger læseren. Man nyder ordene, selv når de ikke beskriver noget smukt og godt. For det er ikke idyl, pigen oplever på landet. Farens ord om, at landet måske ikke altid er så ubekymret viser sig at holde helt stik.

Gudbergur Bergsson modtog i 2004 Det Svenske Akademis Nordiske Pris, og han er bestemt et forfatterskab, det er værd at prøve af. Med sit smukke sprog og sine stille og alligevel dybe betragtninger, giver han et fint billede af et Island, der ikke er så idyllisk, som vi måske tror.

Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen efter 'Svanurinn'.  Rhodos, 1993. 162 sider.