Anmeldelse
Speed
- Log ind for at skrive kommentarer
BB Easton fortsætter sine dampende erindringer i barsk, vild og sjov roman om sex, svigt og rusmidler.
BB Easton fortsætter sine nedskrevne erindringer, der begyndte med bogen 44 kapitler om 4 mænd, hvor man i herlig og velskrevet overflod blev præsenteret for de fire mænd, som BB har været i forhold med. Efterfølgende besluttede forfatteren at skrive en bog om hver af de fire mænd, hvor ’Speed’ er andet bind.
Første bog er Skin, der fortæller om det usunde, men intense forhold til den ustabile og omsorgssvigtede skinhead Knight. ’Speed’ fortæller historien om BBs forhold til den flotte tatoverede mekaniker med engleansigtet Harley James, som er kendt for at have mange damer.
BB er 16 år og bor sammen med sine hippieforældre, der ryger en masse pot. BB er anorektisk, og hun bliver nærmest høj af den følelse af kontrol, som hun har over sin krop, når hun nægter den mad. Hun siger selv, at hun har delt ud af sig selv til drenge, og at det kan være derfor, at hun nu vejer 15 kg for lidt. Hun har en depression efter sit grænseoverskridende forhold til Knight.
BB går virkelig meget op i muskelbiler, og da hun skal have skiftet dæk på sin elskede Mustang, skal de påmonteres hos den billigste mekaniker i byen. Det er Harley James – Og for blot at kunne være i nærheden af ham, vil hun "spise 12 doughnuts med cheesecake-indsprøjtning, dyppet i baconfedt og rullet i pulverkalorier".
BB og Harley indleder en forhold med masser af sex og sødme, helt anderledes end forholdet til Knight, fordi Harley holder mørket på afstand. BB er nærmest lykkelig, indtil den aften hvor hun igen står ansigt til ansigt med Knight, som hun stadig er afhængig af, og som ”ikke ville dræbe mig med sine hugtænder - sine pistoler, sine knive, sit baseballbat. Han ville vikle sig om mit hjerte og klemme, indtil det simpelthen ikke kunne slå mere.”
Igen præsenteres læseren for sex, sex og atter sex i massive mængder, og det er herligt, for BB Easton skriver simpelthen så godt, og selvportrættet om den unge 15-16-årig pige beskriver uhyggelig godt de destruktive, men også momentvis lykkelige tanker, som kan skære sig langt ind i genkendelsen hos mange læsere. Der er ingenlunde sparet på detaljerne, og historien er både vild, men også virkelig sjov. Hun skriver, så jeg rødmede adskillige gange.
I dag bor BB Easton i Georgia med sin stille revisormand og deres to børn. Hun er stoppet med at arbejde som skolepsykolog for at kunne skrive.
Brugernes anmeldelser