Sådan kommer du til månen

En tur til månen kræver, man kan bygge en raket og tælle i  herlig billedbog om Anna og Krokodille, der er et sikkert hit hos de ældste børnehavebørn.

Vi mødte vennerne Anna og Krokodille første gang, da de ledte efter guld i ‘Sådan finder du guld’. Nu planlægger de en tur til månen, men sådan en mission kræver særlige evner som fx matematik og tålmodighed. Matematikken er intet problem, for Anna kan tælle baglæns fra 5, det er lidt værre med krokodilles tålmodighed, men der er der ikke tid til at vente på, han får lært. Madpakken bliver smurt, mens raketten hurtigt bygges og så går turen mod månen!

Helt oppe fra månen har de en fin udsigt til jorden:
“Den er næsten helt umuligt smuk” sagde Krokodille. “Men lille”, sagde Anna. “Hvordan kan jorden være så lille?” “Den er bare langt væk”, sagde Krokodille. “At være langt væk føles præcis som at være meget lille, når man savner nogen”, sagde Anna.“ “Tror du den savner os?” “Selvfølgelig! Vi er på månen!” “Stakkels jord.”

Teksten er sjov og charmerende; Anna er den modige og udadvendte af de to venner, hun har en løsning på alt, intet holder hende tilbage. Krokodille er mere tilbageholdende og eftertænksom, men det lægger ikke en dæmper på eventyret.

Viviane Schwarz er en britisk forfatter og kunstner, som især er kendt for de sjove billedbøger om katte ‘Der er katte i denne bog’ og ‘Er der en hund i denne bog?’ Hun har både skrevet og illustreret historien. Blyantstegningerne giver tekstur til den farvestrålende akvarelmaling, som understreger Krokodilles lysende grønne farve, Annas røde kjole og ikke mindst den helt vidunderlige måneraket i patchwork-farver.

Den første bog om Anne og Krokodille er et kæmpe hit blandt de ældste børnehavebørn og yngste skolebørn, og jeg er ikke i tvivl om at denne bliver lige så populær. Sammenligningen med bøgerne om en anden sjov og sej pige og hendes krokodilleven ligger ligefor, nemlig bøgerne om Rita og Krokodille af Siri Melchior.

Det er oftest drenge, vi ser som hovedpersoner i bøger om rejser i rummet, så det er en fornøjelse med en historie om en pige, der bygger sin egen raket med hjælp fra sin ven Krokodille. Det er også værd at påpege, at vores hovedperson er brun i huden. Ofte er det desværre stadig sådan, at hovedpersoner i børnebøger kun er brune, hvis selve fokus i historien er det, der skiller det brune barn ud fra de øvrige børn; at barnet fx er flygtning, indvandrer eller adopteret. Anna er bare et barn - et forrygende, fantasifuldt barn, og jeg håber på endnu flere historier om hende og Krokodille.