Bog

Rosenhaven

Af (
2023
)

Anmeldelse

Rosenhaven

31 jul.23

En spændende og varm roman fra victoriatidens England, hvor kvinderne måtte stå sammen i en mandsdomineret verden.

I 1895 i London arbejder 18-årige Mabs ved kanalerne forklædt som en ung mand, for at kunne forsørge sin far og søskende. Hendes gode veninde Lou hjælper hende med at få arbejde hos den nytilflyttede familie Finch, hvor Mabs skal fungere som selskabsdame for husets frue, der har et vanskeligt sind. Med arbejdet følger en betragtelig lønforhøjelse, som Mabs vil bruge på at få bragt sine yngre søskende ud af fattigdommen en for en.

Samtidig følger man familien Finchs yngste datter, den eventyrlystne 12-årige Otty, som Mabs skal være sammen med om eftermiddagen. Otty er anderledes end fleste på 12 år. Hun mener at alle mennesker er ens, og hendes største drøm er at komme på universitetet, når hun bliver ældre. Gennem Otty møder Mabs den 28-årige ret velhavende Olive, der bor hos sine forældre med sin 4-årige adopterede datter Clover.

Olive er fortællingens tredje stemme, og hun er højst utraditionel. Både fordi hun er ugift, men alligevel har valgt at adoptere et barn, og fordi hun arbejder på at skaffe bedre livsvilkår for dårligt stillede. Oveni udrulles fruen Abigail Finchs historie, og intet omkring hende er som man umiddelbart havde fået fortalt. De forskellige fortællinger flettes sammen og intrigerne står i kø både blandt herskab og tjenestefolk, men hen ad vejen opdager man, at de kvindelige hovedpersoner sammen arbejder på at skabe en bedre fremtid for Englands kvinder uanset status.

Tracy Rees har ladet sine hovedpersoner være stærke kvindelige hovedroller. Mabs er hårdtarbejdende og beslutsom. Olive har fokus på at benytte sine medfødte privilegier til at forbedre verden, og Otty er en meget indsigtsfuld 12-årig, der ser mennesker som overvejende gode. Romanen tegner et fint billede af livet i det victorianske England, og viser dermed også kontrasterne, som folk levede under. Mabs' liv tager sin begyndelse i yderste fattigdom, hvorimod både Olive og Ottys liv leves i stor rigdom. Det er en fortælling om venskab og stærke bånd, der bryder det sociale hierarki i den victorianske tidsalder, og med et herligt strejf af intriger og skandaler.

Tracy Rees skriver skønne historiske fiktionsromaner, der henvender sig til læsere af forfattere som eks. Santa Montefiore, Lucinda Riley og Tracy Chevalier.

Bogdetaljer

Forlag
Turbulenz
Oversætter
Poul Henrik Westh
Faustnummer
136138529
ISBN
9788775780761
Antal sider
490

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer