Anmeldelse
Persepolis 1-2 af Marjane Satrapi
Erindringer fra Iran i tegneserieform - morsomme og klarsynede, men også en skarp fordømmelse af fundamentalismen, der giver så store menneskelige omkostninger.
'Persepolis 1-2' er det, man kalder graphic novels – altså grafiske romaner. De har samme format som romaner, men er sort/hvide tegninger med tekst – altså som en tegneserie. Bøgerne er udgivet i et hav af lande og har vundet flere priser. Forfatteren er iraner; hun bor i eksil i Frankrig – og bøgerne er hendes erindringer.
'Min iranske barndom' foregår fra den islamiske revolution i 1979 og frem til 1984, hvor landet kommer fra asken til ilden - mullaherne får magten, og landet bliver kastet ud i krigen mellem Iran og Irak. Intet barn burde have oplevet dette, men det gjorde Marjane – og resten af landet.
Men samtidig med det frygtelige, landet bliver underlagt, fortæller Satrapi også om hverdagen, hvor familien stadig holder fest, hører rockmusik og drikker alkohol. Marjanes forældre er marxister, der protesterer og lever det liv, de gerne vil – men selvfølgelig med begrænsninger. Flere af familiemedlemmerne bliver også fængslet, og en elsket onkel dræbt.
Marjane selv er en viljestærk lille pige, der gerne vil forstå alt og gerne siger sin mening - også til sine lærere, og det giver hende mange problemer. Samtidig vil hun høre musik, have Kim Wilde-plakater – alt det, som vestlige unge vil, men det er ulovligt i Iran.
Forældrene kan godt se, hvor det bærer hen, og i 1984 sender de hende til Østrig, og her starter anden del: 'Teheran tur-retur'. De er bange for hendes liv. I Iran må man ikke dræbe jomfruer, så derfor gifter man pigerne med en revolutionsgardist, tager hendes mødom og dræber hende så. Denne skæbne er de bange for skal overgå Marjane, hvis hun bliver ved at være så ”kæphøj”, en lille oprører.
I Østrig er livet heller ikke nemt. Hun er fremmed, men får dog venner – andre ”udstødte”. Hun oplever kærligheden og smerten ved at miste, ryger hash og ryger ned i et hul og vender godt ”brugt” tilbage til Teheran, hvor hendes familie venter med åbne arme. Men her er livet heller ikke nemt for den nu unge kvinde. Hun skal gå med sløret igen og vænne sig til landet, der er præget af en lang krig, og hvor martyrer bliver hyldet på hvert gadehjørne.
Det er nogle utroligt stærke erindringer. For Marjane selv er ikke bare god. Hun tager nogle frygtelige beslutninger engang imellem, og der er ikke lagt fingre imellem. Men man sympatiserer og håber med den pige, der bliver voksen.
Tegningerne er meget stemningsfyldte – og underspillede. Det er jo en barsk historie, der dog er illustreret på flotte måder igennem romanen, men også meget barske. Marjane Satrapi har en enkel og meget virkningsfuld streg. Jeg måtte flere gange under læsningen tørre en tåre bort.
Marjane Satrapi fik ideen til den grafiske roman fra Art Spiegelmans Maus. Hun er uddannet på kunstakademier i Teheran og Strassbourg som grafiker og er 36 år. Og hvis I er nysgerrige efter, hvad hun mener om hele Jyllands-posten/Muhammed-sagen, så har hun i et interview med Jylland-posten sagt: ”Alle har ret til at have en mening og udtrykke sig. Punktum. Også selvom de siger tåbeligheder. Ligegyldigt hvad, har de ret til at sige, hvad de mener, men vi skal huske, at andre også har ret til at være uenige”.
Erindringer fra Iran i tegneserieform - morsomme og klarsynede, men også en skarp fordømmelse af fundamentalismen, der giver så store menneskelige omkostninger.
'Persepolis 1-2' er det, man kalder graphic novels – altså grafiske romaner. De har samme format som romaner, men er sort/hvide tegninger med tekst – altså som en tegneserie. Bøgerne er udgivet i et hav af lande og har vundet flere priser. Forfatteren er iraner; hun bor i eksil i Frankrig – og bøgerne er hendes erindringer.
'Min iranske barndom' foregår fra den islamiske revolution i 1979 og frem til 1984, hvor landet kommer fra asken til ilden - mullaherne får magten, og landet bliver kastet ud i krigen mellem Iran og Irak. Intet barn burde have oplevet dette, men det gjorde Marjane – og resten af landet.
Men samtidig med det frygtelige, landet bliver underlagt, fortæller Satrapi også om hverdagen, hvor familien stadig holder fest, hører rockmusik og drikker alkohol. Marjanes forældre er marxister, der protesterer og lever det liv, de gerne vil – men selvfølgelig med begrænsninger. Flere af familiemedlemmerne bliver også fængslet, og en elsket onkel dræbt.
Marjane selv er en viljestærk lille pige, der gerne vil forstå alt og gerne siger sin mening - også til sine lærere, og det giver hende mange problemer. Samtidig vil hun høre musik, have Kim Wilde-plakater – alt det, som vestlige unge vil, men det er ulovligt i Iran.
Forældrene kan godt se, hvor det bærer hen, og i 1984 sender de hende til Østrig, og her starter anden del: 'Teheran tur-retur'. De er bange for hendes liv. I Iran må man ikke dræbe jomfruer, så derfor gifter man pigerne med en revolutionsgardist, tager hendes mødom og dræber hende så. Denne skæbne er de bange for skal overgå Marjane, hvis hun bliver ved at være så ”kæphøj”, en lille oprører.
I Østrig er livet heller ikke nemt. Hun er fremmed, men får dog venner – andre ”udstødte”. Hun oplever kærligheden og smerten ved at miste, ryger hash og ryger ned i et hul og vender godt ”brugt” tilbage til Teheran, hvor hendes familie venter med åbne arme. Men her er livet heller ikke nemt for den nu unge kvinde. Hun skal gå med sløret igen og vænne sig til landet, der er præget af en lang krig, og hvor martyrer bliver hyldet på hvert gadehjørne.
Det er nogle utroligt stærke erindringer. For Marjane selv er ikke bare god. Hun tager nogle frygtelige beslutninger engang imellem, og der er ikke lagt fingre imellem. Men man sympatiserer og håber med den pige, der bliver voksen.
Tegningerne er meget stemningsfyldte – og underspillede. Det er jo en barsk historie, der dog er illustreret på flotte måder igennem romanen, men også meget barske. Marjane Satrapi har en enkel og meget virkningsfuld streg. Jeg måtte flere gange under læsningen tørre en tåre bort.
Marjane Satrapi fik ideen til den grafiske roman fra Art Spiegelmans Maus. Hun er uddannet på kunstakademier i Teheran og Strassbourg som grafiker og er 36 år. Og hvis I er nysgerrige efter, hvad hun mener om hele Jyllands-posten/Muhammed-sagen, så har hun i et interview med Jylland-posten sagt: ”Alle har ret til at have en mening og udtrykke sig. Punktum. Også selvom de siger tåbeligheder. Ligegyldigt hvad, har de ret til at sige, hvad de mener, men vi skal huske, at andre også har ret til at være uenige”.
Kommentarer