Pelles lommelygte

Lööfs charmerende, klassiske billedbøger rummer en tidløshed, der gør dem velegnede til genudgivelse og utallige genlæsninger.

Jan Lööf er både tekstforfatter og illustrator, og billedbøgernes illustrationer siger lige så meget som teksten. De er helt enkle, men alligevel udtryksfulde. De minder mig en lille smule om Tintin, og Lööf har da også skrevet tegneserier. Selv om Lööf holder sig til det enkle både i tekst og illustrationer, rummer alle bøgerne en pointe. Han udfolder et særligt finurligt fantasiunivers, der kan rumme både trolde, hekse og drager, men hos Lööf er de venlige væsener. Også hvor udgangspunktet er realistisk, sniger fantasien sig ind via personernes egen livlige forestillingsevne.

I ’Pelles lommelygte’ handler det om at overvinde sin angst for mørket, og her er lommelygten en stor hjælp. Da Pelle en mørk aften skal besøge sin onkel, forestiller han sig alle mulige uhyggelige væsener på vejen, men lommelygten afslører heldigvis, at de er ganske ufarlige. Lööf har en forkærlighed for maskiner og skrot, og i denne bog bliver en gravko i drengens fantasi til en farlig drage og en samling skrot til en væmmelig trold. Det er en bog, der umiddelbart vil appellere til mindre børn, der let vil kunne identificere sig med den mørkerædde Pelle.

Det er godt, forlagene har fået øjnene op for Jan Lööfs gamle, men stadig aktuelle billedbøger. Man må blot håbe, at de danske forlæggere er klogere end deres puritanske svenske kolleger, der ikke kan lade være med at pille ved klassikerne, hvis de finder dem politisk ukorrekte.