En slags kærlighed

Oprivende, nedbrydende, trist, oplivende? Det er ikke nemt at sætte en overskrift på denne hollandske roman om kræft og utroskab.

Der lægges ikke fingre imellem i "En slags kærlighed", så det synes jeg heller ikke der bør gøres i en anbefaling af den. Handlingen kan kort ridses op som følger: monofobisk mand boller udenom, mens han kone er ved at dø af brystkræft.

Umiddelbart vil sympatien jo nok ligge hos den stakkels syge og bedragne kvinde, men da det er den monofobiske gemal der fortæller historien, så er sagen og sympatiplaceringen ikke helt så enkel. Jeg vil ikke sige, at jeg kan forstå ham. På den anden side kan jeg heller ikke sige at jeg ikke forstår ham. Et er dog sikkert; Bogen slår med store søm noget fast, som vi måske anede i forvejen: livet er ikke så enkelt.

Bogen er opbygget af 18 korte kapitler, og den er skrevet i et lettilgængeligt sprog. Så ingen, selv ikke den mest utrænede læser, vil få hovedpine af at læse den. Det kan dog ikke udelukkes at man vil fælde en lille tåre. Det er åbenbart en meget populær bog i Holland, hvor den solgt i mange eksemplarer.

Jeg tror også, at den kan blive populær her i Danmark. "En slags kærlighed", der bygger på forfatterens eget liv, handler om et svært sygdomsforløb. Noget som mange, desværre, har (haft) tæt inde på livet. Men det ender ikke i det rene ynk og klynk. Der er en friskhed og en ærlighed i beretningen, der gør at det ikke ender som det rene følelsesporno – men det er tæt på.

Oversat af Naja Møllmann-Ibsen. Cicero, 2007. 264 sider