Anmeldelse
Nogen passer på dig
- Log ind for at skrive kommentarer
Lille pindsvin keder sig og lister udenfor på eventyr, selvom hans mor siger, han er for lille. Men udlængsel kan hurtigt blive til hjemve, når mørket falder på.
Det er vinter, og lille pindsvin keder sig og vil gerne ud på tur. Pindsvinemor siger, at han endnu er for lille til at være udenfor. Han er nødt til at vente, til det bliver forår, og han har fået sine fine pigge. Da pindsvinemor går ud for at finde æbler, sniger han sig alligevel ud i skoven.
Lille pindsvin nyder friheden og har en dejlig dag med at kigge på dyrene og naturen omkring sig, men ender med at fare vild og falde i søvn i sneen. Heldigvis er der nogen, der leder efter ham. Hans mor finder ham, og sammen går de hjem og venter på foråret.
’Nogen passer på dig’ er en lille og eftertænksom fortælling om selvstændighed, eventyrlyst og forældreomsorg. Teksten er enkel, og det er billedsiden, der fylder. Den består af livlige collager, som de to pindsvin er fremhævet og nærmest klippet ind på. Farveskalaen er fin og dæmpet, og vinklerne er skæve og fantasifulde.
Det er den kroatiske forfatters første billedbog på dansk, mens den estiske illustrator Kristi Kangilaski også står bag den prisbelønnede Da solen tog på ferie og en række andre billedbøger.
I Elvira Fragolas billedbog Lille Pinds hule møder man også en pindsvineunge, der drager ud på egen hånd og får brug for hjælp til at finde hjem igen.
Brugernes anmeldelser