Bog

Mimbo Jimbos lille ABC

Af (
2019
)

Anmeldelse

Mimbo Jimbos lille ABC af Jakob Martin Strid

10 sep.19

En enkel ABC for de mindste med Jakob Martin Strids fantasifulde illustrationer.

Mimbo Jimbo og hans små venner præsenterer alfabetet med både små og store bogstaver. Jakob Martin Strids elskede univers med den charmerende blå elefant og hans dyrevenner, tegnet med enkle streger og nogle få klare farver, sikrer genkendeligheden for de små.

Der er ét bogstav på hvert opslag, men ingen sammenhængende historie i bogen. Når man én gang har læst bogen for de små, er de selv i stand til at ”læse” den ved at afkode illustrationerne, der fantasifuldt og tydeligt afbilleder det ord, der begynder med det pågældende bogstav.

Jakob Martin Strids sprudlende fantasi begrænses lidt af bogens rammer, men den er til stede. Hvem har f.eks. hørt om et gåhus, med mindre man er bekendt med den russiske heks Baba Jaga, eller hvad med en spejlægsmaskine? Der foregår ikke lige meget på hvert opslag, men de fortæller alle en lille historie.

Der findes flere ABC’er for børn. Denne er en af de mest enkle. Den signalerer pegebog med sine solide, tykke sider og de afrundede hjørner. Man skal ikke underkende tryghedsværdien i det kendte univers, og selv om de mindste børn ikke er modne til for alvor at lære alfabetet at kende, kan bogen fungere som en hyggelig og fantasiæggende pegebog og som et første skridt på vejen til at lære alfabetet at kende.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
ISBN
978-87-02-27986-3
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer