I form med tapiren!

Jakob Martin Strids vanligt skønne illustrationer danner rammen om en hyggelig fødselsdag med de kendte og elskede figurer, men med en tone, vi ikke har mødt før i hans fortællinger.

Tapiren, Mimbo Jimbo og alle vennerne er inviteret til fødselsdag hos Lille Tiger. Tapiren kaster sig over det lækre kagebord og ender med at drikke fem kopper kakao med flødeskum, spise seks stykker lagkage, syv boller med marmelade og en halv kagemand med masser af M&Ms! Bagefter vil de lege gemmeleg. Tapiren ved simpelthen ikke, hvor han skal gemme sig, men beslutter at hoppe ned i en stor papkasse. Krokodillen og Lille Tiger står og kigger ned i den ødelagte kasse, og krokodillen siger: "Hmpf...! Evigt og altid er der bøvl med den fedtklump!" Og fra kassen lyder det: "Jeg er ikke fed!".

Da alle er fundet, hører de lyde fra huset. Nogen råber om hjælp! Det er tapiren, som ikke kan komme ud af kassen. De andre hjælper ham ud, og tapirens krop har nu taget form efter kassen og er helt kubisk. De forsøger at få den firkantede tapir ned af trappen, men han er meget tung. De ender med at tabe ham, og han triller ned af alle trinene og ender som en femkantet tapir for foden af trappen. De kæmper alle for at få tapiren i form igen, fordi han om en uge skal på badeferie. Krokodille mener dog, at det er lige meget, da alle andre på stranden blot vil tro, at han er et badedyr. Så bliver tapiren vred! Nu må de hjælpe alle sammen, hvis tapiren skal tilbage i form.

Jeg elsker Jakon Martin Strid, men må erkende, at jeg for første gang føler mig i tvivl om min sædvanlige begejstring. I historien er tapiren både langsom og klodset, fordi den har spist for meget. Faktisk siger den på et tidspunkt: "Det er den værste dag i mit liv", og ingen tager den alvorligt. Den bliver ydmyget, men alligevel står der "Perfekt" og "Tapirform", da den hopper i trampolin. Hvilket jo vil sige, at den er helt perfekt som tapir. At de andre overhovedet ikke lytter eller drager omsorg for den føles dog ret trist. Man kan se bogen som en harmløs historie, men med blik for Jakob Martin Strids sædvanlige varme og skægge fortællinger er denne noget anderledes. Den kan selvfølgelig læses som en advarsel mod, hvordan man ikke skal opføre sig, men det ved jeg, Jakob Martin Strid kunne have gjort med større omsorg. Illustrationerne er som altid i verdensklasse.