Grand final i gøglerbranchen

Spændende som en thriller og med et yderst veldrejet plot skildrer Kerstin Ekman de udflydende grænser mellem fiktion, virkelighed og forfatterliv.

Den svenske forfatter Lillemor Troj konfronteres med et manuskript om sit eget liv og en velbevaret hemmelighed om sit forfatterskab. Mens hun læser manuskriptet, udfoldes historien om to kvinder, der på trods af at at de er hinandens modsætninger indgår i et livslangt skæbnefællesskab:

”Deres rødder har snoet sig om hinanden og er blevet filtret sammen. De har forsøgt at suge af hinanden når der er blevet for trangt og næringsfattigt. Men hvem snylter mest? Hvem udgør hovednæring for den anden?”.

Over flere årtier følger man Lillemors vej mod at blive succesfuld forfatter. Men ”en forfatter er et tohovedet monster”, og i skyggen af den smukke, fantasiforladte Lillemor lever den anden kvinde Babba, som er grim og grov i munden men med et stort skrivetalent. Det er lidt som med en bugtaler: publikum kigger på dukken, men det er bugtaleren, der trækker i trådene.

I Ekmans nye roman rykkes der ved grænserne mellem fakta og fiktion. Fortællermæssigt benytter Ekman sig af de to hovedpersoners erindringsglimt til at stykke historien sammen bid for bid. For læseren såvel som hovedpersonerne er det svært at skelne sandhed fra illusion.

Ekman leger med den litterære genre autofiktion, hvor man blander fakta med fiktion: ”At noget er skjult, er ikke det samme som at det er usandt eller falsk, sagde jeg. Hvorfor skulle det som du kalder løgn, blive en sandhed hvis den blev åbenbaret?”.

Det skrevne ord har meget magt. Da Lillemor læser bogen om sit eget liv, tænker hun: ”Dette er ikke mit liv. Det er en roman”. Budskabet er, at ingen har patent på sandheden, alt er blot subjektive oplevelser af virkeligheden.

Kerstin Ekman har begået en original roman om litteraturverdenen (gøglerbranchen), problematikken omkring autofiktion og forfatterlivets glæder og kvaler. Den er spændende som en thriller med et yderst veldrejet plot men på sådan en litterær stilfærdig måde. Til tider er den for langtrukken med et væld detaljer, som kræver en vedholdende læser, men på de allersidste sider samler Ekman trådene i en ”grand final”. Lad os håbe, at dette ikke er finalen på et forrygende forfatterskab!