En hjemby

Opråb fra bunden af Sverige. Tankevækkende og velskrevet roman om klasse, fattigdom, overgreb og magtesløshed.

Kristian Lundberg fortæller i denne meget, meget fine roman om en opvækst i den by, han selv kommer fra; Malmø. En hjemby er historien om en barndom og en ungdom i dybeste fattigdom. Om at vokse op sammen med fire søskende og en psykisk syg mor. Følelsen af magtesløshed og ensomhed. Om at overveje selvmord fra man er tolv år gammel. Om at blive krænket. Om at miste sine kammerater en efter en på grund af misbrug eller selvmord. Om aldrig at have penge til at komme med på lejrskole, i biografen, på udflugter og på ferie. Om tomme køleskabe i forskellige sociale boligbyggerier.

Kristian Lundberg debuterede som forfatter i 1991 og har siden udgivet mere end tyve bøger, som spænder over så forskellige genrer som lyrik og kriminalromaner. Lundberg har modtaget en lang række priser for sine bøger, og hans forrige roman, Yarden, har været opført som teaterstykke og er ved at blive filmatiseret. Yarden var også en selvbiografisk roman, der handlede om Kristian Lundbergs sociale deroute fra et liv som feteret forfatter og kritiker til en tilværelse som timeansat løsarbejder på havnen i Malmø.

I En hjemby diskuterer forfatteren, hvem der egentlig ejer den by, man kommer fra. Hvem har mandat til at fortælle byens historie? Da en skribent på en større avis ironiserer over Malmøs Connyer, Sonnyer og Ronnyer og kalder dem ’white trash’, bestemmer Kristian Lundberg sig for at fortælle historien om sin hjemby. For det er hans liv og hans venner, skribenten gør sig morsom på bekostning af. Kristian Lundberg voksede op i socialt boligbyggeri rundt omkring i Malmø, og han havde en ven, der hed Sonny, som tog livet af sig som teenager. Han har selv været white trash.

En hjemby er skrevet som en roman, selvom der må siges at være mange selvbiografiske træk. Forfatteren skriver et sted i romanen, at den, der skriver, benævner det usynlige, men at den, der skriver biografisk, risikerer at krænke, fordi det er svært at nærme sig det fornedrede uden selv at fornedre. Jeg ved ikke, om jeg kan tillade mig at bedømme det udsagn, men i mine øjne fornedrer forfatteren ikke nogen. Det er uendeligt sørgeligt at læse om en psykisk syg mor, der ikke er i stand til at tage vare på sine fem børn, men hun havde ikke selv valgt at være fattig og psykisk syg. Hvis forfatteren ”hænger nogen ud”, er det det svenske samfund, der accepterer, at børn vokser op under sådanne vilkår.

Jeg vil gerne anbefale hele Kristian Lundbergs forfatterskab, men En hjemby er et rigtigt godt sted at starte!