Og alt skal være kærlighed

Uendeligt smuk og poetisk fortsættelse til den ligeså rørende ’Yarden’ fra 2014. En fortælling om skyld og skam og kærlighedens helende kraft.

Siden jeg i 2014 læste svenske Kristian Lundbergs ”En hjemby”, som jeg blev både meget rørt over og begejstret for, har jeg læst det meste af det, Kristian Lundberg har skrevet, og forfatteren har virkelig rørt mit hjerte.  Det gør han også med denne lille fine roman om kærlighed. Romanen er en fortsættelse af ”Yarden” fra 2014. Romanen, hvor Lundberg fortalte om sin sociale deroute fra feteret forfatter og kritiker til en tilværelse som timeansat løsarbejder på havnen i Malmø.

Kristian Lundbergs romaner er selvbiografiske, og det gælder også ”Og alt skal være kærlighed”.  Men da han skrev ”Yarden” udelod han noget. Han fortalte simpelthen ikke om sin store kærlighed. Han fortalte ikke om Kristin, fordi han skammede sig. Han fortalte om de mekanismer, der førte ham mod Yarden, men han udelod at fortælle om den kærlighedshistorie, der aldrig blev lykkelig, fordi han ødelagde den.  Han skadede hende, han elskede, og han opdagede, at han gentog sin fars handlemåder; at kærligheden skræmte ham så meget, at han kom til at ødelægge det, han holdt allermest af.

Men han møder Kristin igen og får mulighed for at genopleve kærligheden med hende, og da han efter et års arbejde forlader Yarden, beslutter han sig for at skrive om den kærlighed, han tav om. Det gør han så i denne roman, hvor hans betragtninger ind imellem er næsten helt bibelske. Han skriver om at sone sin skyld og om kærligheden som en nåde.

Jeg kan rigtigt godt lide Kristian Lundbergs betragtninger, fordi de ægte og ærlige og skåret helt ind til benet, til det centrale, til det alment menneskelige. Nogle gange har han det som om, han aldrig kommer til at frigøre sig fra det, han kommer fra – sin mors sindssyge, sin fars fravær, sin sociale baggrund. Som om han aldrig kommer til at kunne læge det, han har skadet. Andre gange føler han sig helt sikker på, at den, der elsker og bliver elsket, generobrer sin menneskelighed. At kærligheden kan hele. Det tror jeg også på. Kristian Lundberg har på smukkeste vis i denne roman mindet mig om det.

Originally published by Pernille Lisborg, Litteratursiden.