Bogelskere

Medrivende romance med ben i næsen er svær ikke at elske, selvom den er 100 sider for lang.

Oven på megasuccesserne Strandlæsning og ‘Dig og mig på ferie’ er amerikanske Emily Henry nu tilbage med endnu en “feel-good for intellectuals”, nemlig romanen ‘Bogelskere’, som er en vaskeægte bog til bogelskere, præcis sådan som man bliver lovet i titlen. Det er en bog, der er svær ikke at elske, fordi den med sit medrivende plot og saftige, sprudlende sprog river læseren rundt i manegen på den helt rigtige måde.

Emily Henry er efterhånden en forfatter som kender sin rom-com genre. Hun ved, hvad der virker, og selvom hendes bøger ikke udfordrer genren, er det tydeligt for læseren, at der er kælet for detaljerne i plottet og sproget.

Endnu engang er vi - ligesom i Strandlæsning - i det litterære miljø. Den ultratravle, litterære agent og storbysnude Nora Stephens tager på en ferie med sin gravide søster Libby til den lille romantiske by Sunshine Falls, der er genstand for en af de romance-bøger, som Noras stjerneforfatter Dusty har skrevet. Søsteren Libby virker til at trænge til en rejse væk fra hverdagen inden baby nr. 3 ankommer, og Nora, der altid har haft Libbys ve og vel i første række, forlader sit elskede New York for at få noget tiltrængt kvalitetstid med sin søster.

Denne ferie skal dog vise sig at blive livsforandrende for Nora på mere end ét plan. I byen møder Nora nemlig sin litteratur-kollega og rival, redaktøren Charlie Lastra. Deres gensidige tiltrækning og mange lighedspunkter tvinger dem ud i både samarbejde om Dustys nye bog og ikke mindst til at forsøge at modstå fristelsen om at åbne deres hjerter.

Hele vejen igennem bliver læseren præsenteret for en filmisk og poleret virkelighed, hvor alle detaljer ved karaktererne virker arketypiske.. Og så er der den manuskriptklingende dialog, som både er underholdende og vittig og samtidig en smule for opsat med perfekte comebacks og cringy oneliners.

Det virker lidt som om, at alle Emily Henrys hovedpersoner skal bære rundt på et eller andet traume (død far i 'Strandlæsning', død mor i 'Bogelskere'), som gør dem til følelesmæssigt distancerede, kontrollerede og overkompenserende mennesker, der inderst inde hungrer efter kærlighed. Og så er vi tilbage ved, at Henry mestrer sin genre, for forfatteren har jo heller ikke lovet os stor litterær kunst og eksperimenterende samfundsanalyser. Hun holder hvad hun lover, nemlig sprudlende, letlæst, romantisk metaroman med ben i næsen.

Men når bogens allerførste sætning lyder “Når bøger er ens liv - eller som i mit tilfælde, mit job - bliver man ret god til at gætte, hvor en historie bevæger sig hen.” så beder forfatteren nærmest sin læser om at prøve at forudse bogen. Og så synes jeg altså at den blev 100 sider for lang til at dén gætteleg også var sjov på side 430.

Jeg er nu alligevel vild med måden Emily Henry formår at holde sin læser til ilden med Charlie og Noras spirende romance, og ser der også frem til at slubre mig igennem forfatterens næste bog til bogelskere.