Vi præsenterer anmeldernes favoritter fra det forgangne år med hovedvægten på skønlitteraturen. Klik på titlerne, læs anmeldelserne, fordyb dig og giv en hård gave til en du holder af. Her er meget at glæde sig over og til.
Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead
Der er skrevet meget om slaveriets grusomme historie, men sjældent så litterært vellykket og medrivende som i denne roman.
Arv og miljø af Vigdis Hjorth
Barsk, rystende og velskrevet roman om fortielser, anklager og umulig forsoning. En værdig kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris.
Carls bog af Naja Marie Aidt
Aidts nye bog er et uafrysteligt mesterværk om den sønderrivende sorg og en stor kærlighedserklæring.
Nogenlunde på størrelse med universet af Jon kalman Stefansson
Vinden, lavaen og evigheden. Et højstemt værk om livet og døden og alt det, som til sidst presses sammen til en bindestreg mellem de to årstal på en gravsten.
Drabelige fortællinger af Bernard Quiriny
Det vrimler med fantastiske scenarier, absurde optrin og groteske figurer i ny, sorthumoristisk novellesamling af den stort set ukendte belgier Bernard Quiriny.
Af den anden verden af Svend Åge Madsen
På 534 sider skildres intet mindre end hele skabelsesberetningen og den teknologiske udvikling. En imponerende, original og krævende kraftpræstation af Svend Åge Madsen.
En anden gren af Jesper Wung-Sung
Personlig, gribende og velskrevet slægtshistorie fyldt med atmosfære og fortalt med stor indlevelse i et sansemættet og malende sprog.
Drømmemestrene af Imbolo Mbue
Drømmemestrene er en historie med meget på hjerte og hjertet på rette sted. Sød, men aldrig fjollet. Alvorlig, men aldrig kedelig.
Doktor Bagges anagrammer af Ida Jessen
Et fremragende tidsbillede fra begyndelsen af 1900-tallet i et underspillet hverdagsdrama om et umage ægteskab, hvor den pligttro læge kæmper med sine indre dæmoner og alvorlig sygdom.
Forvandlingen af Franz Kafka illustreret af Søren Jessen
Graphic novel over Kafkas klassiker. Betagende og blændende godt lavet.
The Hate u give af Angie Thomas
Da en ung sort mand bliver skudt af en politibetjent, rejser det en lang række spørgsmål for vidnet Starr i en af årets vigtigste ungdomsromaner.
Historie om et ægteskab af Geir Gulliksen
Et intenst og gribende kærligheds- og skilsmissedrama, skildret i en original form, der kommer tæt på magtforhold og kønsroller i et moderne parforhold.
Hvor der er fugle af Maren Uthaug
Medrivende slægtsroman fra et vindblæst Norge om blodskam, familiehemmeligheder, ulykkelig kærlighed og længslen efter et andet liv.
Mit navn er Lucy Barton af Elisabeth Strout
Er du glad for forfattere som Alice Munro, Marilyn Robinson og Siri Hustvedt, bliver du ikke skuffet over denne litterære perle af et kvindeportræt.
Ondskabens ritual af Jean-Christophe Grangé
Frankrigs thrillerkonge lever til fulde op til sit ry og leverer igen en uhyggelig og intelligent spændingshistorie.
Selvmord af Édouard Levé
Om selvmordets ødelæggende tiltrækningskraft og livets kaos. Som historie om en forfatter er bogen tragisk, som værk intet mindre end fantastisk.
Den svovlgule himmel af Kjell Westö
Finsk-svenske Kjell Westö har skrevet en stor samtidsroman, som rummer både kærlighed, venskab og svigt.
Den syvende dag af Yua Hua
'Den syvende dag' har samme melankolske skrøbelighed som 'At leve', men den er blandet med humor og en bidende social kritik af det moderne Kina.
Voldens historie af Édouard Louis
Selvbiografisk roman om den vold, der gennemsyrer samfundet og har store konsekvenser for den måde, vi er sammen på.
Swing time af Zadie Smith
Fornøjelig og velskrevet indføring i et kvindeunivers fyldt med London-anekdoter og Swing.
Spionerners arv af John le Carre
Nestoren af den litterære spiongenre har skrevet en fascinerende afrunding på genrens mest markante værk.
Det europæiske forår af Kaspar Colling Nielsen
Spækket med både aktuelle og eviggyldige temaer er denne roman, som tegner et billede af Danmark i en måske ikke så fjern fremtid, en litterær og intellektuel fornøjelse.
Sæt og match af Álvaro Enrigue
Det vrimler med lurendrejere, liderlige lemmedaskere, lækre latinaer og latterlige lusepustere i denne pikareske roman, der er ualmindelig underholdende læsning.
Velsignelser af Caroline Albertine Minor
Sjældent beskrives sorgen, tilfældet og retningsløsheden så rent, rammende og usentimentalt som i Caroline Albertine Minors novellesamling.
Manhatten Beach af Jennifer Egan
Forfatteren der lod tæskeholdet banke på har skrevet en velkomponeret episk roman om en pige, en gangster og en forsvunden far. Det er solid skrivekunst og fornøjelig læsning.
Faglitteratur:
Om Tyranni af Timothy Snyder
I tyve korte kapitler præsenteres holdninger og perspektiver på tyranni, som giver masser af stof til eftertanke.
De sidste vidner af Svetlana Aleksijevitj
En stærk og uforglemmelig læseoplevelse og et fortalt monument over, hvordan krig opleves med barnets blik.
Den store katastrofe af Ian Kershaw
Første bind af den ultimative Europa-historie fra 1914 og frem. En historisk Maggi-terning formidlet i et enestående sprog. Læs og bliv klogere.
Tøsne og forsytia af Thomas Bredsdorff
En dybt personlig, varm, bevægende, men også usentimental og ærlig bog om at have en dement ægtefælle.
Kommentarer