Anmeldelse
Vi tog op med mor
- Log ind for at skrive kommentarer
I anden del af den rystende historie om Jana Kippo og Bror vender de tilbage til morens fødeby i det nordlige Sverige, og mødet med familien ændrer begges liv.
Janas og Brors mor er død og til deres overraskelse har hun ønsket at blive begravet i fødebyen Kukkijärvi, som hun forlod som helt ung. Ved begravelsen møder de moderens store familie, det er nærmest som om, hele byen består af deres fætre og kusiner. Det er meningen, at de vil vende tilbage til Smålanger efter begravelsen, og når de har fået solgt det hus, som moderen efterlod dem.
Familien lever i et religiøst fællesskab, hvor der bliver lagt vægt på at leve efter Bibelens ord og ikke fortolke dem, og mens Bror bliver tiltrukket af fællesskabet, er Jana helt afvisende. Jana vil ikke rejse hjem uden Bror, og hun slår sig ned hos fætteren Jussi, som står uden for fællesskabet, og som hun får et kompliceret forhold til.
Udadtil virker fællesskabet som et åbent , imødekommende og venligt samfund, men virkeligheden er en anden. Vold, voldtægt, undertrykkelse og dobbeltmoral er helt normalt.
Af en fordrukken bibliotekar får Jana at vide, at det eneste fornuftige er at flygte væk så hurtigt som muligt. ”Når fællesskabet først har besluttet sig for noget, er de ikke sådan til at stoppe igen…..Unge kvinder der lever alene får det svært. De forstyrrer den offentlige orden.”
Mens hun venter på at få overbevist Bror om, at han skal tage hjem sammen med hende og ikke gifte sig med en de unge ledige kvinder, får hun arbejde som billedkunstlærer på sektens skole, og hendes forsøg på at lære børnene at være kreative og tænke egne tanker ender selvfølgelig helt galt.
'Vi tog op med mor' rummer mange historier, og mange personer fra første bind i serien bliver mere udfoldet. Familien besår af mange undertrykte, men alligevel stærke kvinder. Maria, som er en af de frafaldne, belærer hende om at kvinderne ikke er ofre, de ved, hvad de gør. ”De lider i stilhed og protesterer i stilhed. De tager til Sunderbyn og får en abort. Siger de mistede barnet. Spiser p-piller i smug og lader sig skille på grund af barnløshed.”Jana er i centrum af historien, hun gør oprør, men hun er også en kvinde, som ikke kan finde sig til rette nogen steder, og sex vil hun gerne have, men kærlighed er der ikke tale om, og hun tør ikke binde sig fast til nogen mand.
Karin Smirnoffs måde at bruge sproget på, er helt speciel. Hun skriver uden mange kommaer og konstruerer sine egne ord. Når der om Bror stå,r at ”han stod jamesdeanlænet mod køleren og røg", så skaber hun et meget præcist billede i mit hoved.
'Vi tog op med mor' slutter meget dramatisk, og derfor håber jeg C&K snart vil komme med oversættelsen af tredje og sidste bind i serien, som forhåbentlig giver svar på, om Jana kan slå sig til ro og kommer til at udvikle sine mange kreative evner.
Brugernes anmeldelser