Bog
Sandet i Sarasvati
Af
(
2012
)
Forskere opdager i en nær fremtid nogle undersøiske ruiner, der måske er blevet ofre for en tsunami. Er smeltende gletsjere tegn på, at en lignende katastrofe er under opsejling?
Forskere opdager i en nær fremtid nogle undersøiske ruiner, der måske er blevet ofre for en tsunami. Er smeltende gletsjere tegn på, at en lignende katastrofe er under opsejling?
Anmeldelse
Sandet i Sarasvati af Petri Tolppanen
- Log ind for at skrive kommentarer
Finland skulle efter sigende have et blomstrende tegneseriemarked, og denne smukt illustrerede graphic novel om farerne ved den globale opvarmning er et udmærket bevis på dette.
Handlingen udspiller sig en håndfuld år ude i fremtiden, og man følger tre forskellige begivenheder og scenarier, som i første omgang tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre. Sergej Savelnikov sendes til Indien for at deltage i undersøgelsen af nogle sensationelle arkæologiske fund, en kæmpemæssig undersøisk ruinby, hvis beboere øjensynligt er døde med et slag. Sammen med sin forskerkollega, Amrita Desai, finder han frem til, at byen må være gået til grunde som følge af en kæmpemæssig tsunami.
I Finland spekulerer Kari Alanen på, hvordan man kan forhindre, at gletsjerne smelter. På en rejse til Caribien, hvor han opdager nogle kæmpemæssige sten, der tilsyneladende er blevet transporteret til området langvejs fra, går konsekvenserne af isens nedsmeltning op for ham. I Grønland oplever forsker Susan Cheng på nærmeste hold, hvad det gør ved naturen, at indlandsisen bliver tyndere.
Alle tre spor fører i retning af en forestående naturkatastrofe af enorme dimensioner, og pludselig får de gamle beretninger om syndfloden og Atlantis ny grufuld mening.
Denne tegneserie er baseret på den finske forfatter Risto Isomäkis roman af samme navn (romanen skulle udkomme på dansk senere på året), og den giver et skræmmende billede af en mulig konsekvens af nogle særdeles aktuelle klimaproblemer, som flere og flere videnskabelige undersøgelser leverer bevis på. Vi ved for eksempel, at indlandsisen er under nedsmeltning og bare inden for de seneste årti har vi jo også oplevet to katastrofale tsunamier. Historien, som således virker særdeles veldokumenteret, er skruet godt sammen, og spændingen holdes smukt ved lige ved at der hele tiden veksles mellem de forskellige hovedpersoner.
Jussi Kaakinens flotte og stemningsfyldte illustrationer, hvor han hele tiden benytter sig af forskellige farvenuancer, er med til at understrege og udbygge historien. Det eneste meget lille minus er, at personerne er tegnet noget firkantede og statiske. Men dette ødelægger dog ikke hovedindtrykket af et meget smukt og særdeles vedkommende tegneserieprodukt af ypperste kaliber.
Brugernes anmeldelser