Bog

Noget fremmed

Af (
2004
)

Anmeldelse

Noget fremmed af Lars Kjædegaard

14 dec.04

Ud af Dybbøl skansers rygende ruiner træder Rasmus direkte ind i 1860'ernes Helsingør, hvor småfolk og godtfolk skal leve med den nye jernbane, adelens forfald og et mord!

Det er ikke altid let at genrebestemme en bog. Det gælder f.eks. for "Noget fremmed" af Lars Kjædegaard, som man med lige stor ret kan kalde en historisk roman som en krimi eller en familie- og slægtsroman.

Bogen begynder med en fantastisk beskrivelse af Dybbøl skanses fald i krigen 1864, hvor tyskerne rendte de danske forsvarsværker over ende. Den danske selvforståelse fik et gevaldigt knæk.

Vi ser slaget gennem den unge Rasmus' øjne og oplever, at der ryger nogle arme, ben og liv. Men Rasmus overlever, efter at feltskæren har skåret hans ene arm af under store smerter og en flaske rom. Efter hjemkomsten til barndomsbyen Helsingør bliver han gode venner med Samuel Elfen, der er fyldt med liv og gå-på-mod. I modsætning til Rasmus, der er knækket af krigen.

Bogen beskriver tidens Helsingør, og vi lærer specielt to af byens slægter godt at kende. En gammel godsejerslægt, med godsejeren Knohr i spidsen. Han sidder næsten alene på sin gamle herregård, efter at hans kone Vera forsvandt sporløst for 6 år siden. 

Den anden slægt er den jødiske købmandsfamilie Elfen. Som bogen skrider frem, viser det sig, at der er en vis forbindelse mellem de to familier omkring godsejerfruens forsvinden. En fatal forbindelse, som får dødelige følger for begge familier.

Et af temaerne i bogen er beskrivelsen af gammelt kontra nyt; godsejerfamilien mod det nye borgerskab inde i byen, der får medvind med anlæggelsen af den nye jernbane til København.

"Noget fremmed" føjer sig flot til den øvrige del af Lars Kjædegaards forfatterskab. Indtil nu har han mest skrevet krimier. Dette er hans første historiske roman, men forhåbentlig ikke den sidste.

Jeg kan ikke lade være med at nævne "Tine" af Herman Bang, som beskriver krigen i 1864 helt fantastisk. Ikke selve kamphandlingerne, men derimod det knæk, som hele Danmark fik, da Dybbøl skanse faldt. Er man interesseret i at læse mere om krigen, er "Tine" bogen. Og så er den tilmed en af de bedste danske kærlighedshistorier.

Lindhhardt og Ringhof, 2004. 330 sider. Kr 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
25373839
ISBN
9788711336748
Antal sider
330

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer