Natblomst

En smuk fortælling om naturen, der rejser sig og om barnets smerte ved en opbrudt familie, sygdom og flytning.

’Natblomst’ er en selvstændig fortsættelse til Sølvblomst. Vi møder igen pigen Mia, der netop er flyttet med sin mor, lillebror og sin mors nye mand Jan. De er flyttet 200 km væk fra hendes far og deres elskede hund Matti. Mia hader det hele og sender dagligt SMS’ til sin far, hvor hun fortæller, at hun savner ham og Matti og gerne vil flytte hjem tilbage i stedet for at bo med sin mor og Jan. Men faren svarer sjældent med det samme, og svarene er undvigende.

De andre elever i klassen er søde, men Mia har ikke lyst til at have noget med dem at gøre. Når hun er allermest ked af det, kravler hun gennem stakittet med skiltet, der siger ’Adgang forbudt’ ind til den tilgroede have med det store træ, der har en enorm sølvskinnende trækrone. Herinde kan hun være i fred. En dag møder hun en ældre, sær mand, der vil give hende penge og en ny telefon, hvis hun vil hjælpe ham med noget. Det indvilliger Mia i, og en eftermiddag kravler de sammen ind i haven, borer huller i det store træ og hælder en væske, der lugter virkelig grimt, ned i hullerne. Kort efter begynder det store træ at dø. Christian fra klassen, der altid forsøger at komme i snak med hende, er dybt forarget over det, nogen har gjort, men Mia kan ikke forstå, hvorfor det er så slemt, at træet dør. Hun kommer stadig i haven, hvor det store døende træ står, og en dag opdager hun en lille grøn skikkelse, der sidder og betragter hende på en af træets store rødder.

Mia er et vredt, svigtet og såret barn, og den magi, der omgærder haven, taler ikke til Mia før langt inde i historien, fordi hun er fyldt op af sine egne problemer, og fordi hun er afskåret fra at føle noget for et træ. Mia opdager dog efterhånden, at hun kan hjælpe Sølvblomst med at skabe liv, og hun finder også modet til at kalde en stor flok fremmede sammen i en højere sags tjeneste. Det er en virkelig fin og vedkommende fortsættelse, der kan læses selvstændigt, men jeg synes ikke man skal snyde sig selv for at læse ’Sølvblomst’. Igen er forsiden af Kamilla Wichmann helt vidunderlig.