Min fjerne barndomsby

Denne første japanske manga for voksne på dansk byder på en stille, tankevækkende og episk roligt fremadskridende fortælling om meningen med livet og de valg, vi træffer.

Den midaldrende familiefar Hirochi Nakahara er på vej hjem til Tokyo efter en forretningsrejse. Stresset og plaget af tømmermænd kommer han ved en fejltagelse med et forkert tog, og han ender i sin barndomsby, som han ikke har besøgt længe. Han beslutter at besøge sin mors grav, falder om foran den og vågner op i sin 14-årige krop i en anden tid, men med alle sine erindringer og voksne erfaringer i behold. Der er ingen vej udenom: Hirochi må spille med og falde ind i sit tidligere liv – kort sagt forsøge at få det bedste ud af den mærkelige situation.

Han genoplever nu sin sorgløse barndom, som dog fik en brat ende, da hans elskede far pludselig forsvandt, netop i Hirochis fjortende år. Spørgsmålet er nu, om Hirochi kan ændre på det skete, eller om han endnu en gang må genopleve smerten ved faderens forsvinden? Og hvad var det egentlig, der fik faderen til at tage sin dramatiske beslutning, og hvad med Hirochis egen familie i nutiden?

Tegneserien er kommet langt siden Skipper Skræk og Asterix, og i dag er markedet stort set domineret af den japanske manga for børn og unge og den såkaldte ”Graphic Novel” for voksne.
Denne prisbelønnede fortælling er således et markant eksempel på en mesterlig blanding af begge ovennævnte genrer.

Taniguchi er fortæller i ordets bedste betydning, og hans universelle historie om barndommens mekanismer, og hvad det er, der former vores liv, giver rigeligt stof til eftertanke. Hvem har ikke drømt om at kunne vende tilbage til barndommen, eller hvem har ikke af og til drømt om et andet liv og en anden tilværelse?
Historien bliver således særdeles vedkommende og rækker langt videre end selve det at læse en god fortælling.

Som tegneserie betragtet er der tale om en meget sirlig og yderst detaljeret streg, som med brug af utallige perspektiveringer er med til at fremhæve miljøbeskrivelsen. Figurerne kan måske virke lidt stive i udtryksformen, men i virkeligheden passer også personerne perfekt til den langsomme, nærmest filmiske og observerende handling.

Alt i alt passer alting ypperligt sammen, og jeg anbefaler på det varmeste.