Menneskehavn

Skummel, spændende, lavmælt, rystende, smuk, uhyggelig. Det er svært at sætte en enkel overskrift på ’Menneskehavn’. Man kunne naturligvis bare skrive: GOD! For det er ikke løgn.

Når man har glædet sig til noget længe, kan man godt blive skuffet. Er der nogen der siger. Jeg har ventet længe på at ’Menneskehavn’ skulle udkomme på dansk. Forfatterens to tidligere romaner er nogle af mine all time yndlingsbøger, jeg synes han har et helt særligt greb om at fortælle historier med det bedste - eller værste! - fra en verden hvor der findes alle slags væsner og fænomener. F.eks. mennesker.

’Menneskehavn’ er ikke en skuffelse. Det er en roman fuld af liv, kærlighed, sorg, magi og gengangeri. Der er noget meget svensk over den - på den fede måde. Der er skærgård, ski, sne, smuglerbrændevin, et fyrtårn og en særlig melodi. Der står ”skrækroman” på forsiden, og læseren snydes ikke for at føle skræk fra tid til anden. Men det er også en roman om andre store følelser. Kærlighed, sorg, ondskab og stor skuffelse. Enkelte må erkende at selv dem, man har kendt og elsket i mange år, kan have store hemmeligheder. Andre må erkende at deres svigagtige hukommelse og ønsketænkning har flyttet om på fortiden.

Det er et barns mystiske forsvinden der sætter historien i gang. Et forældrepar er på skitur ude på isen med deres lille datter. Isen er tyk og fortsætter vidt omkring, så der er ingen steder barnet skulle kunne forsvinde hen - alligevel er hun væk. De forsøger sammen at leve videre med sorgen, men det går ikke. De går fra hinanden, og faderen tager tilbage til det sted hvor ulykken skete. Han vil bare drikke og glemme, men han får en tiltagende fornemmelse af ”nogens” tilstedeværelse. ”Nogen” eller ”noget” der vil fortælle ham noget. Samtidig begynder der at ske mystiske ting rundt omkring på øen.

For dem der kan lide at bliver overrasket er det en fed historie. Til tider er der scener så dramatiske at man nærmest må gemme ansigtet bag en pude. Men mestendels kommer historien krybende. Ind under huden - og nogen gange er man nødt til at acceptere det man ikke kan forstå.

John Ajvide Lindqvist har i mellemtiden udgivet endnu en roman i sit hjemland, Sverige - så nu vil jeg glæde mig videre.