Johannes Cabal. Nekromantikeren

Rørende og morsom dark fantasy for voksne med adskillige filosofiske lag. Lyder det paradoksalt? Læs den, hvis du aldrig er vokset fra fantasy og godt kan lide skæve eksistenser.

Hvis man i sin lille hyggelige bogverden gik og troede, at Thomas Harder - foruden at være en skarp profil, der ved alt om Italien, Sicilien og mafiaen - kun kan producere ferme og letløbende oversættelser, for eksempel af de hyggelige Montalbano-krimier, så tro om igen!  Han har lidt af en drengerøv inderst inde, én der elsker skæve, spøjse og helt absurde dark fantasy-historier som denne.

Jeg havde haft fat i den engelske udgave af denne roman, og efter at have læst bunker af fantasy i mine yngre dage, og i øvrigt er en stor fan af forfatteren William Gibson (cyberpunk m.v.), så måtte jeg bare se den danske udgave af historien om Johannes Cabal, den følsomme, desillusionerede og cool nekromantiker.

Jeg blev ikke skuffet. Bestemt heller ikke over Thomas Harders fordanskning. Den er legende, sprudlende og ubesværet, og jeg har en følelse af, at han har moret sig vældigt undervejs.
En nekromantiker er i øvrigt en slags troldmand, der påkalder mørkets kræfter eller afdødes ånder ofte ved hjælp af skeletdele, gerne en hovedskal (man kommer jo nemt her til at tænke på Hamlet med kraniet). Johannes har solgt sin sjæl til Satan for at kunne forske dybere i de sorte kunster. Men det går jo bare ikke uden en sjæl. Han opsøger Satan i et meget morsomt startafsnit for at få den retur, men må indgå en handel. Hundrede sjæle MED underskrift for at få sin egen tilbage.

Han får udleveret et sælsomt redskab: Et omrejsende tivoli på et tog bemandet af de særeste, skæve halv- og heldøde eksistenser. Og for at få hjælp til at drive hele virksomheden vækker han sin elegante vampyrbror. Historien er episodisk opbygget, og den bevæger sig ud ad de vildeste vild- og sidespor. Johannes viser sig fra sin empatiske side, da han møder et rigtigt spøgelse, der ikke vil ”gå over i den næste verden” af den reneste ulykkelige kærlighed. Han hjælpes videre og får lov at tage sjælen med. Så vidt jeg da forstår, for der er mange lag og vinkler. Besøget i haven, hvor tiden er gået i stå, er nok det mest uhyggelige, tænk lige på et uendeligt kroketspil i regnvejr.

Kulsort og morsom fantasy, skæve og knogleraslende øbberbøv’er i bunkevis, og så en stor sjat rørende empati. Bogen er for læsere i alle aldre, men der skal nok en voksen læser til at fange de eksistentielle drys, som det vrimler med.