Anmeldelse
Anstalten af Stephen King
- Log ind for at skrive kommentarer
Stephen King finder tilbage til rødderne i denne kuldegysende roman om børn med overnaturlige evner og frygtelige eksperimenter i et hemmeligt og topsikret institut.
En pludselig indskydelse om at blaffe videre nordpå mod New York får eks-politimanden Tim Jamieson til at hoppe af flyet i Tampa og prøve sit held. Små begivenheder fører til store hændelser, men hvor store de egentlig kan blive, vil Tim snart få en fornemmelse af, da han lander i den lille sydstatsflække DuPray.
12-årige Luke Ellis fra Minneapolis er højt begavet og kan nogle gange få ting til at flytte sig ved tankens kraft. En sen aften bliver han kidnappet af koldblodige gerningsmænd. Da Luke vågner, befinder han sig i det topsikrede anlæg kaldet Anstalten. Udenfor døren venter et mareridt, hvor Luke sammen med andre børn, der som ham er født med anlæg for overnaturlige evner, bliver udsat for grusomme eksperimenter i en hemmelighedsstemplet sags tjeneste.
Det her er uden tvivl en af de bedste King romaner, jeg har læst i flere år. Stephen King skriver, så nervebanerne skriger, og "Do not disturb" skiltet blev luftet godt og grundigt, mens jeg fløj igennem ’Anstalten’. Bogen er et fremragende eksempel på Kings rasende gode fortællerstemme og evne til at skildre mennesker, venskaber, lokalsamfund og ikke mindst ondskaben, der blot venter på at invadere og lægge den velkendte og trygge hverdag i ruiner.
Kongen over dem alle vender her tilbage til fortællingen om børnene med overnaturlig begavelse eller måske i virkeligheden forbandelse; et emne han skrev så forrygende bøger om som Carrie, Brandstifter og Ondskabens hotel tilbage i 70’erne og 80’erne.
Samtidig lufter han igen den søvnige landsby, hvor alle kender alle til fingerspidserne. Her sydens DuPray, men det kunne lige så godt have været Chester's Mill fra Under kuplen eller Maines velkendte Castle Rock, som indgår i Kings topografiske landkort i mange af hans romaner, og hvor netop staten Maine er udspil for ondskabens mange afskygninger.
Den rolige karakter Tim og freden i DuPray står i skærende kontrast til alt det frygtelige, som udspiller sig på Anstalten, en facilitet der ikke overraskende ligger skjult i Maines dybe skove. Kender man King godt, ved man selvfølgelig også, at de to ting kommer til at ramle sammen med et brag i løbet af bogens handling, og at det på ingen måde vil gå stille af sig, når det sker.
Er du ny Stephen King læser, er ’Anstalten’ en usandsynlig god undskyldning for at komme i gang med det omfattende forfatterskab, hvor Jakob Levinsen endnu engang bidrager med en fremragende oversættelse.
Brugernes anmeldelser