Lille stjerne

Fascinerende og trøstesløs fortælling om ensomhed, fremmedgjorthed, svigt og ondskab, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen.

John Ajvide Lindqvist er en af vor tids bedste forfattere. Desværre er han sørgeligt overset i Danmark, hvor kun få har opdaget ham – muligvis fordi hans romaner ofte bevæger sig ind over grænsen til horror.

’Lille stjerne’ starter nærmest som et eventyr, da has-been produceren Lennart Cederström på en svampetur finder et spædbarn levende begravet. Da han graver pigen ud, udstøder hun et rent E, og for Lennart er det et tegn. Han tager pigen med hjem og beslutter sig for, at hun skal opfostres kun med musik. I starten er hustruen Laila skeptisk, men et par på hovedet overtaler hende til at gå med på idéen, og således bliver ’lille pige’ en del af familien, som også rummer den halvkriminelle voksne søn, Jerry.

Sideløbende med historien om lille pige møder vi en anden pige, Teresa, som vokser op i en ganske almindelig svensk familie med sine forældre og to brødre. Teresa er en stille pige uden mange venner, og jo ældre hun bliver, jo sværere for hende bliver det at forlige sig med livet. Under en X-factor udsendelse hører hun pigen Tora synge, og Teresa bliver nærmest besat af hende. Selvom det ikke lykkes for Tora at vinde, møder de to piger hinanden i det virkelige liv, og herfra udvikler historien sig mod sin ubarmhjertige slutning.

’Lille stjerne’ er en voldsom og samtidig lavmælt roman fuld af menneskelig ondskab, grådighed, mobning, ensomhed og vold. I korte perioder virker det som om, at romanens personer har mulighed for at finde tryghed og kærlighed, men det lykkes aldrig helt. Hver gang sker noget, som vender deres spor tilbage mod undergangen og ensomheden.

Portrættet af Teresa er rystende. Lindqvist ser ind i hendes inderste jeg og udstiller al hendes angst og manglende selvværd. Følelsen af at være udenfor fremstilles så troværdigt, at man ikke kan undgå at blive påvirket, mens man læser. Også lille pige er et fremragende portræt, men her er det helt andre strenge, Lindqvist spiller på. Lille pige er nemlig meget musikalsk,men også nærmest autistisk i sin omgang med mennesker, og den fremmedhed er det, Teresa genkender fra sig selv.

”Lille stjerne” ligner ikke rigtigt noget, jeg tidligere har læst, og jeg slap den nærmest ikke, da jeg først var begyndt at læse. Her er tale om en både fascinerende og trøstesløs fortælling, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen. På trods af grusomheden kan jeg kun give Lindqvist min varmeste anbefaling for ”Lille stjerne”. Her er tale om stærk litteratur af høj klasse.