Anmeldelse
Håndteringen af udøde af John Ajvide Lindqvist
- Log ind for at skrive kommentarer
Hvad gør man, hvis de døde pludselig rejser sig fra graven og går hjem?
John Ajvide Lindqvist slog igennem i mit univers, da hans roman "Lad den rette komme ind" udkom på dansk sidste år. Jeg har ventet spændt på denne næste roman, som igen befinder sig i feltet mellem gys og socialrealisme, og heldigvis lever den helt op til mine forventninger.
En langvarig hedebølge har plaget Stockholm. Den kulminerer en aften, hvor de elektriske apparater går helt amok, og hvor en voldsom hovedpine angriber alle. Pludselig stopper alt og bliver atter normalt - tror man, for kort efter vågner de første døde op.
Romanen følger tre familier, som alle har mistet et medlem, der genopstår. Journalisten Mahler graver sit barnebarn op og stikker af med ham og datteren for at undslippe den statslige opsamling af de "omdøde", som de kaldes. Stand-upperen Davids kone er netop omkommet i en trafikulykke, men vågner op kort efter at være erklæret død - smadret næsten til ugenkendelighed. Og endelig vender teenageren Floras morfar tilbage og giver Flora og hustruen Elvy mærkelige syner.
Det anderledes og interessante i Lindqvists roman er, at de omdøde ikke er voldelige fra starten af. I stedet opfanger de signaler fra de levende og reagerer på dem. De mødes som oftest af frygt, og da mennesker har en tendens til at hade det, de frygter, kommer tingene snart ud af kontrol.
John Ajvide Lindqvist formår at kombinere en diskussion om sorg og livet efter døden med en spændende historie, så det var svært at sige, om jeg var mest grebet af diskussionen eller historiens forløb. Sproget er flydende, og historien virker troværdig, selvom den handler om et noget usædvanligt emne.
"Håndtering af udøde" er en rigtig god roman, som kan læses af alle - også hvis du normalt ikke kan lide uhyggelige bøger. Jeg glæder mig allerede til næste bog kommer.
Oversat fra svensk af Jesper Klint Kistorp efter *Hanteringen av odöda* Forum, 2008. 322 sider.
Brugernes anmeldelser