Stallo

Svensk gyser med baggrund i samisk mytologi om troldvæsen. Den flotte og dystre forside og bogens sorte snit passer perfekt til historiens lurende uhygge og overtro.

Bogens særprægede titel er hentet fra nordsvensk folketro og er betegnelsen for troldvæsener, der kan skifte skikkelse til forskellige dyr. Disse troldvæsener kan variere fra kæmpestore uhyggelige skabninger til små lodne charmerende pelsdyr, og ofte er de blevet sat i forbindelse med forsvundne menneskebørn.

Hjemmehjælperen Susso Myrén har, siden hendes farfar, som var naturfotograf, fik taget et billede af en bjørn med en lille menneskelignende skikkelse på ryggen, været voldsomt optaget af trolde. Hun efterforsker alle spor efter væsenerne og har lavet sin egen hjemmeside om trolde, men hidtil har hun aldrig selv set noget. Da en ældre dame ser en lille uhyggelig mandslignende skikkelse uden for sit vindue og henvender sig til Susso, lykkes det imidlertid endelig for Susso at finde beviser. Hun har nemlig held til at få taget nogle billeder af den lille skikkelse.

Kort efter forsvinder den ældre dames barnebarn sporløst, og Susso forsøger nu ved hjælp af sine fotos at finde ud af, om der er en sammenhæng med den lille mandsling og kidnapningen.

Hendes søgen fører hende ud på en lang rejse gennem Sverige, men nogen er tydeligvis ikke interesseret i, at hun skal komme for tæt på. En underlig isoleret sekt, som holder til langt inde i de svenske skove, har tydeligvis et eller andet for med nogle mærkelige små og store væsener, og de vil bruge alle midler på at holde Susso væk.

Dette en ganske usædvanlig og anderledes historie, som nok skal finde sine læsere blandt gyserfolket og folk med hang til folketro og det overnaturlige. Sine steder er det nærliggende at sammenligne Spjut med forfattere som Stephen King og John Ajvide Lindqvist (’Lad den rette komme ind’), og det er vel ikke så ringe endda.

Historien er godt skruet sammen ved at man skiftevis følger Susso (som tror på troldene, men aldrig har set dem) og sekten (som tydeligvis ved en masse) suppleret med tilbageblik på tidligere forsvundne børn. Rigtig smart er det selvfølgelig også at inddrage den berømte trolde-tegner John Bauer i handlingen.

Sprogligt set er forfatteren eminent i skildringen af den svenske natur og det barske vinterklima, og beskrivelsen af rejsen ned gennem Sverige er lige til en turistguide.

Hans personbeskrivelser fungerer til gengæld ikke rigtig i mine øjne, og handlingen går måske lidt for meget i tomgang nogle steder, men i hvert fald er det noget af et mesterstykke at skrive overbevisende om eksistensen af trolde og uvæsen i de nordiske skove.