Jeg skal gøre dig så lykkelig

Glæd dig til Anne B. Ragdes nye kollektivroman, som tegner et forstemmende og imponerende autentisk samfunds- og kvindeportræt af 1960’ernes middelklasse.

Scenen er sat: Trondheim 1965 i en nyopført boligblok, hvor de nymodens elektriske hjælpemidler i husholdningen for alvor gør deres indtog og de klassiske kønsrollemønstre lever i bedste velgående. Anne B. Ragdes nye roman er en kollektivroman, hvor beboerne i otte lejligheder på skift får taletid. Det er først og fremmest de hjemmegående husmødre, det handler om, når læseren kommer med ind bag hoveddøren i en hverdag, som er fyldt med rengøring, madlavning, at gøre ægtemanden tilpas og i det hele taget at være den perfekte husmoder anno 1965.

Der er ikke meget oprør eller rødstrømpe over livet i opgangen. Alle falder perfekt ind i kønsrollerne og stiller ikke åbenlyst spørgsmålstegn ved, om tilværelsen kunne være anderledes. Kvinderne er gode til at opretholde facaden og at fastholde hinanden i de trygge kønsroller med deres sladren hos hjemmefrisøren på 1.th., mens de får permanentet hår eller skændes om opgangens trappevask. På overfladen virker det hele ens, men inderst inde har alle hver især deres egne drømme og bekymringer.

Bag flere af hoveddørene gemmer sig skæbner, som er ganske ulykkelige; en pige, hvis far efter nutidens målestok ville blive anklaget for omsorgssvigt, en ensom gift kvinde, som drikker for meget og en nybagt mor, som lider af noget, der ligner en fødselsdepression. I disse portrætter sætter Ragde 1960’ernes samfundssyn læst med moderne øjne på en prøve.

En dag gør en montør af dørspioner sin entre i ejendommen, og således får læseren endnu et perspektiv på beboerne. Dørspionen bliver et symbol på romanens fortællestil: gennem en dørspion kan man både kigge ud og ind. Ved at bruge ydre og indre synsvinkel nuancerer Ragde personerne og illustrerer, at man kan tænke sit men aldrig se helt ind bag facaden.

Ragde er benådet med et særligt talent for at tegne ægte og levende personportrætter, så læseren – på trods af personernes dårlige sider – stadig føler sympati med dem. Hun har igen begået en roman fuld af ægte mennesker og tegner et autentisk tidsportræt af 1960’ernes middelklasse, samfundssynet og kvinders vilkår. Man kan ikke andet end lade sig opsluge!

Kan du lide Bent Hallers ’Rakkerpakhuset’, vil du også synes om denne roman.