Datteren

Sidste punktum er sat i den fremragende norske slægtsserie om familien på Neshov, og det er godt, for der er for megen tomgang i afrundingen.

I forbindelse med udgivelsen af femte bind, Liebhaverne, udtalte Anne B. Ragde, at den ville være den sidste i serien, men en forfatter kan jo altid ændre mening, og da der var nogle ubesvarede spørgsmål i ’Liebhaverne’, fik vi alligevel et sjette bind.

Datteren Torunn er den gennemgående figur sammen med farfar Tormod, men også familien fra Nordsjælland kommer på besøg, så alle er samlede.

Efter Magidos død fører Torunn begravelsesfirmaet videre, og hun befinder sig rigtig godt på gården, så godt, at hun beslutter sig til at skifte efternavn til Neshov,, men det er noget som skaber en stor konflikt med hendes moder.

Torunn trives på gården med sin hund Anna, og hendes tid går med arbejde, besøg hos farfaren og istandsættelse af slægtsgården. Men savnet efter Magido er stort, og hun har svært ved at komme ud af sin sorg,. Måske er det fordi, der alligevel mangler noget – en mand – i hendes liv, og da en charmerende og meget farvestrålende og farverig præst kommer ind i billedet, er det måske nu, hun skal vove springet og binde sig til en mand igen. Men er han den rette?

Tormod stortrives på plejehjemmet, han har sine bøger, sit køleskab og sine sodavand, og et uventet besøg fra Østrig afslutter på en meget smuk måde historien om hans ungdoms umulige kærlighed med den tyske soldat Dieter.

Med ’Datteren’ afsluttes en fremragende fortælling om slægten på Neshov, , og jeg har nydt gensynet med hele familien, men når det er sagt, så synes jeg, der er lidt for megen tomgang i dette sidste bind. Der er mange beskrivelser af helt dagligdags hændelser, som selvfølgelig er med til at tegne miljøet, men det kan også blive for meget. Vi hører meget om boligindretning og farverne i de mange soverum, og mange af dialogerne bliver en slags smalltalk, som ikke rigtig fører fortællingen frem.