Insekt

Der er stor grusomhed og desillusion i Castillons noveller om mødre og døtre, som egentlig alle handler om det samme: magt og angst.

Ung fransk skønlitteratur er faktisk en sjælden vare på det danske bogmarked, og Claire Castillon, der er født i 1975, har siden sin debut i 2000 med 5 romaner og 2 novellesamlinger skabt et spændende forfatterskab. Takket være Per Kofod kan danske læsere også være med på en flig!

Alle dage har der eksisteret et særligt forhold mellem mor og datter, på én gang tæt og besværligt. Og det problematiske begrænser sig ikke kun til puberteten og dens forsøg på frigørelse, men varer hele livet. Det siger mange erfaringer, og det kan – gys! - opleves som ramsaltet virkelighed i disse grænseoverskridende noveller, der gennemspiller alle de tabuiserede mor-datter-relationer, du kan komme i tanker om!

Og den kendsgerning, at historierne bliver kylet lige i synet på dig, uden nåde og sentimentalitet og psykologisk glatten ud, og at døtrene er akkurat lige så langt ude som mødrene, giver ikke håb om en anden fremtid. Det er ikke til at sige, om mødrene er ondere end døtrene eller omvendt. Begge parter besidder bare de værste menneskelige egenskaber.

Moren gør sin datter syg ved at injicere hende med sin egen afføring, hun svøber hende ind i klæbende omsorg, hun tror, hun er sin datters jævnaldrende og veninde. Hun hugger sin datters mand. Hun er dybt neurotisk, sadististisk, psykopatisk og kontrollerende. Men datteren hævner sig – og det gør hun effektivt! Hun tyranniserer sin mor, hun slår hende, hun skammer sig over alt, hvad moren gør og siger! Hun frastødes af hendes forfald og sygdom, hun tilsviner og forhåner sin døende mor. Hun slår hende sågar ihjel!

Manden er nærmest ikke-eksisterende; hans rolle er ihvertfald ikke vigtig i disse opgør/dramaer. Dog lige undtaget novellen, der handler om en mors mistanke om farens incest-overgreb på datteren. Vi får her morens dilemma dissekeret og iagttaget som gennem mikroskop: ”han må ikke gøre det igen! Jeg må ikke miste ham!!”

Skåret ind til benet handler alle novellerne jo om det samme: vores trang til magt, men også om afmagt og angst og vores sorteste sider. Angst for ikke at være god nok, angst for at miste kontrollen, ungdommen, skønheden, livet! Der kan måske også læses en god gang samfundskritik i novellerne: et moderne materialistisk samfund avler følelseskolde og kyniske individer, der har svært ved at blive voksne og påtage sig et ansvar??

Og hvem kan man så anbefale sådan en bog, så aparte, så hjerteløs, forrået? Se, jeg var faktisk ret fascineret, og det på grund af suspensen og effekterne, men også, fordi jeg sagtens kan genkende træk fra en – desperat – virkelighed, og det er ganske tankevækkende.

Og så har forfatteren dedikeret bogen ”Til min mor”!! Et ekstra twist til tanken ....