Det der ikke slår os ihjel

Under enorm mediebevågenhed udkommer nu fjerde del i Millennium-serien. Afdøde Stieg Larssons trilogi har fået en velskåret og spændende men også både troværdig og respektfuld fortsættelse.

Med undertitlen ”En Lisbeth Salander-roman” møder vi igen journalisten Mikael Blomkvist og den utilpassede superhacker, Lisbeth Salander, hvis veje og skæbner igen støder sammen gennem deres møde med den nørdede professor Frans Balder. Professoren er genial og førende indenfor sit felt omkring computere og kunstig intelligens, og da noget af hans arbejde bliver hacket og publiceret af et russisk spilfirma, accepterer han et jobtilbud hos det magtfulde computerfirma Solifon i USA. Hans plan er at finde ud af, hvem der har stjålet hans arbejde, men undervejs støder han på farlig viden, og han kommer nu selv i livsfare. Han siger sit job op og vender tilbage til Sverige. Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, tilbyder ham beskyttelse og råder ham samtidig til at gå offentligt med sin historie, og Balder kontakter den anerkendte journalist Mikael Blomkvist. Blomkvist er først skeptisk men øjner et scoop, der måske kan redde hans blad, som er under stærkt økonomisk pres, men inden han overhovedet når at få mere viden, bliver professoren brutalt myrdet. Eneste vidne, udover Blomkvist selv, er Balders otteårige autistiske søn, August, som ikke kan tale.

Blomkvist begynder at grave i historien og møder igen Lisbeth Salander, som faktisk er i gang med at lave sin egen undersøgelse af professorens forhold og viden. Spillet er sat i gang, og både NSA, russiske forbrydere med den gådefulde kvinde, Tantos, i spidsen, politiet og den svenske efterretningstjeneste melder sig som aktører på scenen.

Genoplivningen af Stieg Larssons romanserie var på forhånd blevet mødt med diverse anklager for gravrøveri og for at sætte økonomiske interesser forud for al anstændighed, og man kunne da også have frygtet det værste og fået et håbløst og intetsigende plagiat. Dette er dog ingenlunde tilfældet, og Lagercrantz har faktisk leveret en både sober og troværdig fortsættelse. Selvom romanen er lidt længe om at komme i omdrejninger og indimellem skæmmes kraftigt af lidt for mange ”faktabokse” om fx computerteknologi, hackning og autisme, så udvikler historien sig ganske langsomt til at blive en af de bøger, man har svært ved at lægge fra sig.

Forfatteren udnytter drevent – og måske lige lovlig udspekuleret – alle genrens virkemidler med hastige skift mellem personerne, kapitler med cliffhangere og en tilpas indviklet intrige. Tilmed får beskrivelsen af de to hovedpersoner tilført lidt yderligere oplysninger og dybere substans. I hvert fald er der tale om formidabelt godt håndværk, og selvom et nærmere studie mellem Larssons oprindelige tre bøger og denne nye version nok ville kunne påvise huller og mangel på engagement, så holder Lagercrantz’s roman hele vejen. Der er lagt op til fortsættelser, og de skal være mere end velkomne.

Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.