Anmeldelse
Ib er et æg
- Log ind for at skrive kommentarer
Historien om ensomhed og hjælp fra uventet kant er set før, men Lisa Aisatos verdensklasseillustrationer løfter den til et helt nyt niveau.
Verden kan føles både skræmmende og farlig, men hvis du finder en, som gør dig glad, kan den helt samme verden være ganske vidunderlig.
Ib er et æg. Hans hoved er stort og ovalt, og det kan let gå i stykker. Ib er virkelig bange for, at hans hoved skal blive knust. Derfor pakker han hver morgen sit hoved ind i en tehætte, mens hans kaglende mor husker ham på at tage hætten rigtigt på. I skolen går han ikke udenfor af frygt for, at han skal få en bold i hovedet. Ingen gider spørge om han vil lege, for han siger altid ’Nej’. Selv hjemme er han bange. Han tør ikke køre på sin cykel, men trækker den med sig i stedet.
En dag hvor Ib er gået i skoven, møder han en pige i et bikostume, som sidder oppe i et træ. Hun undrer sig over, hvorfor Ib går med en paraply mellem træerne, og han siger, at det er for at beskytte sig mod faldende kogler. Pigen hedder Sif, og hun er glad. De leger hele dagen og aftaler at mødes igen næste dag. Men Sif kommer ikke, og Ib er dybt ulykkelig! Pludselig kommer Ib i tanke om, hvad bier godt kan lide. Måske han kan lokke Sif til at komme frem igen?
Ib er simpelthen så forsigtig, fordi han ved, at hans hoved kan revne ved det mindste stød. Han er helt bleg af skræk og meget ensom. Den skønne bi-pige Sif med de strålende øjne, røde kinder og skøre dansetrin, der summer rundt i skoven, får med sin umiddelbarhed bragt Ib ud, hvor han ikke længere er bange. Ibs udtryksfulde og bekymrede øjne, den lille røde næse og hans tynde krop er alt sammen med til at understrege, hvor stort hans hoved er. Og moren der kagler, er selvfølgelig en høne.
Siderne er en guldgrube af detaljer, og Lisa Aisato gør brug af både fugle- og frøperspektiver, hvilket forstærker fornemmelsen af at være Ib. Hun er en unik illustrator, og alle bør alle læse ’Ib er et æg’. Særligt for at huske på, at netop fordi man ser anderledes ud, har man måske særligt brug for at blive behandlet som alle andre. Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg åbner en bog af Lisa Aisato. Hun kan virkelig tegne dagen lys.
Brugernes anmeldelser