Bog

Veni vidi Vicki

Af (
2019
)

Anmeldelse

Veni vidi Vicki af Kathrine Assels

19 okt.19

Meget fin og velskrevet historie om venskab og om at føle sig ensom og ønske at være populær.

Mia er en 14-årig pige, der ikke er udenfor i skolen, men som er ret usikker på sig selv og ikke ved, hvordan man får en veninde. "Jeg er ikke god til sådan noget med veninder. Har aldrig haft en rigtig veninde. Egner mig ikke til alt dét der med at fortælle hemmeligheder og holde i hånd og gå på toilettet sammen".

Mias forældre er skilt, og hun savner sin far, der for tiden arbejder i udlandet. Hun håber virkelig, at forældrene finder sammen igen, selvom hun godt ved, at det ikke er sandsynligt. Hendes mor er ret pinlig, blander sig i Mias liv og bliver en endnu større hønemor, da den unge pige Emilie Meng pludselig forsvinder.

Vicki er den perfekte og populære pige i klassen, som en morgen vågner op til en tre kilometer lang strækning, hvor en eller anden med grønt kridt for hver tiende meter har skrevet hendes navn. Og nogle dage senere kommer Vicki ikke i skole. Mia er meget optaget af Vickis tilsyneladende perfekte liv. Mia og Vickis veje krydses i bogen, og begge piger bliver klogere på sig selv og hinanden.

Sarah er 11 år og læseambassadør på Aarhus Kommunes biblioteker. Hun synes, bogen er rigtig god, men ikke hvis man er under 10 år, for den handler også om mord: ”Mia har nogle helt vildt fine tanker, og i de små vers, der er rundt omkring i bogen, er der især ét der er godt; et hvor Mia nævner regnen, som er dårlig, men den efterfølgende regnbue, der dukker frem, er god. Selvom det er lidt stalkeragtigt, da Mia tager en af Vickis trøjer med hjem og skriver Vickis navn på vejen, er det en måde at få noget perfekt ind i sit eget liv. Hun finder også efterhånden ud af, at Vickis liv på ingen måde er perfekt. Temaerne er venskab, popularitet, at turde at tage chancer og ikke at kunne lide at være anderledes, men gøre det alligevel. Det er en alvorlig bog, men jeg kan rigtig godt lide humoren i den. Især den del hvor Mia ønsker, at der skal springe en bombe, så faren kan komme hjem. Den skal ikke skade nogen, bare sende hendes far hjem. Jeg tror, mange på min alder gerne vil læse den. Den minder lidt om Hazel Wood, der også handler om ensomhed”.

’Mester Esther’ af samme forfatter er også virkelig smuk og skrevet med den særlige fornemmelse for mennesker, der er ét af Kathrine Assels kendetegn.

Bogen er læst og anmeldt af bibliotekar Jette Greibe og læseambassadør Sarah på 11 år.

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
Faustnummer
47174902
ISBN
9788771515756
Antal sider
101

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer