Latter og lettere beruset - om at læse Karen Blixen

Charlotte Engberg viser nuancer i Blixens forfatterskab med fokus på latteren i fortællingerne. En ny og interessant måde at betragte forfatterskabet på, udsprunget af kærlighed til teksterne. 

Charlotte Engberg har skrevet en bog med fokus på det, hun kalder "Karen Blixens samlede signatur". Der er ingen kronologi i hendes analyser af udvalgte Karen Blixen-fortællinger, men de er hver især valgt, fordi de er medvirkende til at fange det særlige i Karen Blixens måde at være forfatter på. Bogen tager udgangspunkt i Karen Blixens store talent, som byggede på hendes store viden om og interesse for sin fortid, samtid og på hendes bevidsthed om rollen som fortæller.

Engberg har ikke taget afsæt i historien om Karen Blixen, som efter 17 år i Kenya vendte hjem til Rungstedlund i 1931. Syg, uden penge og uden hverken sin mand eller sit livs store kærlighed. Denne livshistorie er i sig selv både bevægende og en god historie. Desuden valgte Karen Blixen herefter at bruge sit videre liv som heks og debuterede under navnet Isak Dinesen i USA i 1934 med fortællingerne Seven Gothic Tales. I stedet handler Engbergs bog om de tekster, Karen Blixen har forfattet. Engberg omtaler blandt andet begrebet "den tabte tid", som Karen Blixen var mester i at kalde frem i sine historier.

Karen Blixen underlagde sig ikke forventningerne til kvinder, hun skrev, hvad hun havde lyst til og var i den grad forud for sin tid. Anmelder Otto Rung beskrev hendes debut i den litterære verden "som et drømmesyn, på én gang skrækindjagende og storslået". Han formulerede det "som at se den Flyvende Hollænder sejle ind i Langelinies Baadehavn mellem Amatørklubbens Søndagsbaade". I Blixens fortællinger vender hun op og ned på det konventionelle, hun skaber magi, forfører os og får os til at le.

I slutningen af romanen Den afrikanske Farm beskriver Karen Blixen, hvordan hun vender sig om og kigger tilbage på landskabet og farmen, og hvordan bjerget Ngong Hills, som hun kender og elsker, "ser ud som et andet Bjerg". Helt fremmed. Denne smerte ved afskeden med Afrika, brugte hun til at skrive, ikke kun om Afrika, men i det hele taget.

De to poler, latter og smerte, kendetegner hendes forfatterskab. Hun havde et stort behov for munterhed, som hun kaldte "fun" og skrev således i et brev til en bekendt: "at være i et selskab uden munterhed er som at være den eneste let berusede i et Selskab af meget ædru Folk". Begrebet Fun udelukkede ikke alvor, men var svar på småborgerlighed og det at risikere at blive "en levende død".

Denne skønne bog bringer en anden side af Karen Blixen frem, eller Blixen som Engberg kalder hende, "da der har været nok af Karen". Den del der satte stor pris på latter. Blixen levede efter devisen "Frygt ikke det utrolige! Vig ikke tilbage for det fantastiske! Naar Du er i Tvivl, vælg da den farligste, den mest uhørte Løsning. De l’audace! De l’audace! Et encore de l’audace!".

Charlotte Engberg viser os nuancer i et forfatterskab, vi ellers synes, vi kender så godt, og det har hun gjort levende og virkeligt interessant.