Litteratur

Litteraturen er ikke, hvad den har været. Og den vedbliver heller ikke at være, hvad den er nu. Tag med på en begivenhedsrig rejse med den uhåndgribelige litteratur i hånden.

Åh altså, jeg bliver lige begejstret hver gang, jeg får en af Aarhus Universitetsforlags uforligneligt skønne Tænkepauser i hånden. Det enkle og smagfulde layout og det der lille både sjove og også anvendelige trick med at highlights i selve teksten er markeret med en taleboble og farvet tekst. Form og finish er med andre ord en del af den oplevelse, jeg har med at læse Tænkepauserne.

Serien er nu blevet beriget med en ”pause” om litteratur, og jeg var kun ét sekund i tvivl, da jeg overvejede, om det nu også var klogt at læse lige netop dén. Umiddelbart vil man måske mene, at intet kunne være mere oplagt! Omvendt er det jo også risikabelt at udfordre sine største lidenskaber, idet man risikerer, at de aldrig bliver helt sig selv igen. Men jeg tog litteraturen ved hornene og må, efter at have læst lektor i nordisk litteratur Dan Ringgaards bidrag, konstatere følgende: 1) Der er så meget godt at sige om litteratur – meget mere, end jeg var mig bevidst. 2) Litteratur er ikke en genstand, men en måde at læse hele verden på. Og endelig 3) Litteraturen er ikke, hvad den har været. Og det er særligt dette sidste punkt, der er i fokus hos Ringgaard.

Indledningsvis maner Ringgaard tre billeder frem, hvert forestillende en bogreol fra en given tid. Den første reol, man ser for sig, ligger omkring hundrede år tilbage i tiden. Den er fyldt med bøger og KUN med bøger, og måske er der glaslåger for. Den næste reol skal være cirka halvtreds år yngre. Nu er bøgerne ikke længere alene på hylderne. De har fået selskab af lp’er, en pladespiller og måske nogle fotos eller anden pynt. Og endelig skal man, som et fremtids-billede, forestille sig, at bogreolen er helt væk til fordel for den nøgne væg. På den kan man så til gengæld projicere alverdens tekster, billeder og udsendelser (med eller uden lyd).

Disse tre forskellige interiørs tegner et billede af litteraturens forandring over tid – og over relativt kort tid, faktisk. Det sidst set-up spår Ringgaard dog til at ligge et stykke ude i fremtiden, men ikke desto mindre burde det være reelt nok. Eller hvad? Litteraturen indtager nye former, og det gør den til stadighed, men vil den virkelig med tiden fuldstændig vende papiret (bog)ryggen? Det har jeg svært ved at forestille mig.

Litteratur er, ligesom de øvrige Tænkepauser, meget komprimeret, da stoffet er både ufatteligt omfangsrigt og svært tilgængeligt. Og derfor kan jeg slet ikke yde alle Ringgaards påstande fyldest. Blot må jeg konstatere, at jeg denne gang i Tænkepause-regi følte, at stoffet visse steder blev serveret lidt for kategorisk, om man så må sige. Det er stadig interessant læsning, men jeg er ikke ganske overbevist – det var måske heller ikke meningen.

Jeg luner mig dog ved, at ”Litteratur i betydningen ’sprogkunst’ vil eksistere, så længe vi er sprogbærende væsner.” Keep talking, please!

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.