Den grønne mil

Filmatiseringer af Stephen Kings romaner er ikke usædvanlige, men det er yderst sjældent, at de er lige så gode som ”Den grønne mil”.

God eller dårlig?

Stephen King er én af de forfattere, de fleste har en mening om – også selvom de ikke har læst ham. Mange tænker uvilkårligt på gys og splat, når de hører hans navn, og han er også en dygtig gyserforfatter. Men ”Den grønne mil” hører til i den anden ende af hans forfatterskab.

Paul Edgecombe sidder som gammel mand på plejehjemmet Georgia Pines og tænker tilbage på året 1932. Dengang var Paul leder af dødsgangen på Cold Mountain, og det var året, hvor han led af en særlig slem urinvejsinfektion. Det var også året, hvor negeren John Coffey blev dømt for voldtægten og mordet på to små tvillingepiger og kom ind for at sidde på Milen, som dødsgangen blev kaldt.

Coffey er dog ikke som de andre mordere og voldtægtsforbrydere, Paul har mødt. Der er noget med hans øjne …

Udover historien om John Coffey, som viser sig at være et meget usædvanligt menneske, hører vi også om de andre fanger på Milen: Delacroix og William ”Wild Bill” Wharton. Vi hører om Pauls forhold til sine kollegaer, Brutus, Dean, Harry og den skruppelløse Percy Wetmore og om en lille mus, som får stor betydning.

Romanen er skrevet som en føljeton-roman på i alt 6 bind. King fandt det interessant at prøve at skrive på den facon, for som han siger i forordet: ”Og jeg kunne godt lide det dumdristige ved idéen: hvis man gik død på idéen, ville man pludselig få en million læsere på nakken”.

Det lykkedes heldigvis Stephen King at holde gejsten og skrive ”Den grønne mil” færdig. Og det er blevet en fremragende roman. Som altid formår King at skildre sine personer, så de står i kød og blod for læseren, når man er færdig, og selve historien fanger fra start til slut, selvom King som vanligt fører os ud på flere sideveje, før vi når frem til slutningen. Også idéen med at lade Paul tænke tilbage, mens han sidder på et plejehjem, er rigtig god. Nogle gange føles det næsten som om Paul er blevet gæst på Milen – for begge steder venter beboerne kun på døden.

I 1999 kom så filmatiseringen af ”Den grønne mil”. Instruktøren Frank Darabont havde tidligere instrueret en King film, ”The Shawshank Redemption”, som modtog ikke færre end 7 Oscar nomineringer. Så der var høje forventninger til ham.

Og forventningerne bliver i det store hele indfriet. Tom Hanks har hovedrollen som Paul, og det gør han glimrende. Også Doug Hutchison som spiller den småslimede Percy og Sam Rockwell som Wild Bill er overbevisende. Derimod synes jeg ikke, at Michael Clarke Duncan lever op til det billede, jeg havde af John Coffey i mit hoved, selvom han faktisk blev nomineret til en Oscar for Bedste Mandlige Birolle. I alt endte ”Den grønne mil” med 4 Oscar nomineringer.

Filmen følger bogen ret godt, og giver sig tid til at bygge en atmosfære op. Jeg synes, det er lykkedes for Darabont at fange essensen af romanen, men selvom jeg var godt underholdt med filmen, er bogen dog stadig min favorit. Her skinner Kings fantastiske fortællerevne bedst igennem, og det er det, som gør ”Den grønne mil” til noget helt specielt.

Links:

Stephen Kings hjemmeside

Oprindeligt skrevet af Jette S. F. Holst, Litteratursiden.