Bagved træet rygge

Sanselig digtsamling kredser om krig, vold og seksualitet i et vævet og smukt sprog. Hvis man giver sig tiden, venter der en ret overrumplende læseoplevelse.

Bagved træet rygge’ er en usædvanlig digtsamling, der med et særligt sprog forsøger at indkredse minderne, hvilket også italesættes af bagsidens tre spørgsmål: ”Hvordan ser et minde ud? Hvordan arbejder et minde? Hvad er det digtene husker?”

Min umiddelbare tanke, da jeg går i gang med læsningen, er, at fortællingen hele tiden famler foran det, digtene egentlig vil fortælle, men efterhånden overgiver jeg mig til præmissen; det er minderne, der undersøges, og minder er ikke faste som mursten, men i stedet smuldrende som sand. Det er en kompleks ramme for samlingen, og dens vage – eller impressionistiske – stil kan nok virke svær for nogen.

Men heldigvis er der også mange konkrete beskrivelser og sansninger i løbet af ’Bagved træet rygge’, som på mange måder er lettere at identificere sig med og mærke. Særligt smukt bliver det, når omvejen til skolen bliver beskrevet, eller søskendeforholdet og familien som sådan, som fx her: ”I det svævende hus, feberen gjorde at søsteren lyste”, som er en helt vidunderlig sætning.

Et andet greb i samlingen, som fungerer fortrinligt, er, når idyl og katastrofe sammenvæves, som i dette digt, jeg tillader mig at gengive i sin helhed: ”Det søgende kamera gør aftenhimlen lysegrøn / flyets øje bevæger sig hen over huse og træer, kvæg / nettet, dets linjer skaber fokus / kropsskyggen skimtes mellem husene / missilet tager fat i kroppen, den omkringliggende natur.” Missilet kommer som en overraskelse, og gør digtet overvældende på den bedst tænkelige måde.

Digtsamlingen skildrer en hverdag, der hele tiden trues af noget udefra, om lidt kan alt vendes på hovedet, og personerne har følelserne uden på tøjet, hvilket skaber nogle rørende stemninger som her: ”Træerne græder af lykke når hun kommer hjem i daggryet uden at være blevet angrebet” – den selvsamme omkringliggende natur, som missilerne også angriber, er lettet på menneskets og måske egne vegne.

’Bagved træerne rygge’ er en digtsamling, man lige skal ind på livet af; rytmen skal undersøges, stemningen og det lidt vage fortælleforløb overvinder én langsomt. Derfor er mit råd, at man sætter sig ned med god tid, så man ikke kommer til at skynde sig af sted og derfor ikke griber rytmen.