Margaret Atwood og Tove Ditlevsen portrætteres i år på CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival, en af verdens største dokumentarfestivaller. Du kan tilgå festivalens brede vifte af forskellige former for dokumentarfilm og live-debatter.
De to forfatterdokumentarer stiller skarpt på forfatterne, som begge har skrevet vedkommende klassikere på hver deres måde – Atwoods med rædselsvækkende dystopier fra et kvindeligt synspunkt og Ditlevsen, som med ”Tove-feberen” har fået fornyet aktualitet.
Margaret Atwoods virkelighedsnære dystopier
Margaret Atwood har forfattet talrige romaner, digte, noveller og skrevet teksten til en enkelt graphic novel. I overordnede træk koncentrerer hendes forfatterskab sig om feministiske emner, totalitære samfundsstrukturer og menneskets rolle i forhold til naturen og dens ødelæggelser.
Atwood debuterede i 1964 med digtsamlingen ’The Circle Game’ og er særlig kendt for sine dystopier. Hun fik sit danske gennembrud med ’The Handmaid’s Tale’ fra 1985, oversat til Tjenerindens fortælling i 1986. Med Bruce Millers nyere filmatisering af ’The Handmaid’s Tale’ som TV-serie i 2017 har hendes forfatterskab fået fornyet opmærksomhed.
’Tjenerindens fortælling’ er kort fortalt en roman om nær fremtidig verden, hvor konservative ekstremister har overtaget magten og skabt en ny totalitær overvågningsstat, Gilead. I fortællingen følger man den undertrykte tjenerinde Offred, som er blevet isoleret fra sin mand og sit barn og reduceret til genstand for reproduktion. En klimakatastrofe har resulteret i kvinders dalende fertilitet, og fødedygtige kvinder som Offred bliver derfor sat som tjenerinder til at føde magtelitens børn.
Det er ikke uden grund, at ’Tjenerindens fortælling’ blev en bestseller nærmest fra den dag, den udkom. Den føles skræmmende realistisk. Dette lægger forfatterdokumentaren ’A Word after a Word after a Word is Power’ også vægt på. I denne følger man Atwood efter udgivelsen af Gileads døtre fra 2019, der er en selvstændig efterfølger til ’Tjenerindens fortælling’. Hun valgte at skrive efterfølgeren, fordi hun ser, at menneskerettigheder er truet og udtrykker i dokumentaren, at hun ikke har skrevet om noget, der ikke har fundet sted i virkeligheden.
Der er ingen tvivl om, at Atwood allerede er en klassiker. Hun formår både at skrive sig ind i sin tid og uafhængigt af den. Dette mærkes også i CPH:DOX’s forfattersalon om dokumentarfilmen, sendt live den 19.3, hvor hun bl.a. spejles i lyset af den nuværende verdenssituation med corona-pandemien, som har sat os i en undtagelsestilstand, hvor vi må fralægge os nogle demokratiske rettigheder, som vi måske først nu forstår at sætte pris på.
En ”montage-nekrolog” over Tove Ditlevsens liv
Folkekære Tove Ditlevsen vækkes til live i kortfilmen ’Tove i stykker’ . I modsætning til dokumentaren om Atwood bliver Ditlevsens levede liv fremvist som et forsøg på at skrive en nekrolog. Filmen er en animationsdokumentar, der klipper animationsscener i forskellige kunststile sammen med stillbilleder, gamle filmklip fra digtoplæsninger og interviews, imens der undervejs kan høres melankolske toner i baggrunden. Det er samlet set blevet til et poetisk portræt, der forsøger at sammenstykke stumper af Ditlevsens iturevne sind.
Og det er stort set ikke til at komme uden om Ditlevsens skrøbelige liv, når man beskæftiger sig med hendes virke som forfatter. Det er egne minder, erfaringer og eget følelsesliv, hun har skrevet med udgangspunkt i og åbenhjertigt delt ud af gennem sine adskillelige udgivelser og som brevkasseredaktør hos Familie Journalen.
Forfatterskabet kredser om tungsindige emner som angst, smerte, ensomhed, længsel, misbrug og psykiske problemer – men også hverdagstrivialitet med barok humor. Ditlevsen gik forud for sin tid og tematiserede ellers tabubelagte sider ved at være opvokset med omsorgssvigt og i fattigdom i arbejderklassen, som hovedværket Barndommens gade fra 1943 er et eksempel på.
Ditlevsen bøger har oplevet en renæssance. De er blevet populære blandt yngre generationer med bl.a. Olga Ravn, som i undertitlen på sin debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng (2012) har skrevet Pigesind som reference til Ditlevsens debut i 1939. Derudover har Penguin’s Modern Classic-serie valgt at udgive Ditlevsens værker, og det synliggør en stor international anerkendelse af dem.
Kommentarer