Ekspert i ulykke. Om 'To som elsker hinanden' af Tove Ditlevsen

Køb nye sko, find en ny kæreste. Slår man op i statistikkerne, er skilsmisser blevet en normal begivenhed. Vi skilles med samme rutinemæssige sikkerhed, som når vi skifter undertøj. Vi har vænnet os til skilsmisser, men de statistiske opgørelser fortæller næppe hele sandheden. Det er stadig en dramatisk begivenhed, når et ægteskab går i opløsning.

Ikke kun følelsesmæssigt, men også i forhold til opbygningen af samfundet. Ægteskabet sætter ikke kun rammer for seksualiteten. Der er tale om en institution, der regulerer tilværelsen på mange niveauer. Hele det sociale fundament vakler under os, når en skilsmisse truer, og det kan litteraturen udnytte. Måske er ulykke mere interessant end lykke. Man kan i hvert fald konstatere, at der er mange elendige giftermål i litteraturen. Tænk bare på en klassiker som ”Madame Bovary” (1857) af franske Gustave Flaubert (1821-1880), hvor Emma Bovary havner i et kedeligt ægteskab. Inden længe har lægefruen rodet sig ud i flere ulovlige affærer. Hun ynder at læse romantiske romaner, og inspireret af glansbillederne sætter hun sig uden for samfundets gældende normer.

Det ender naturligvis fatalt. Emma indhentes til slut af sin samtid; skilsmisse var ikke en reel mulighed i datidens Frankrig. Og Flaubert måtte selv stå skoleret ved domstolen. Myndighederne læste romanen som et forfald, moralsk og religiøst, fordi Madame Bovary overgiver sig til alle de drifter, som er uhensigtsmæssige for fællesskabet. Flaubert klarede til slut frisag, selv om mange mente, at han var gået over stregen i sin parodi af borgerskabets konventioner. 

Den psykiske labyrint
Den ulykkelige kærlighed trives også i dansk litteratur. I Tove Ditlevsens (1917-1976) forfatterskab finder man utallige beskrivelser af ulykkelige ægteskaber, hvor en skilsmisse virker som den eneste udvej. Ditlevsen blev selv gift hele fire gange, men i hendes værk er skilsmissen aldrig en udramatisk rutine. Snarere tværtimod.

Vi kender alle historier om skilsmisser, hvor kærlighed med ét afløses af spørgsmål som: Hvor skal børnene bo og hvad med fælles venner? Hvordan deler man bil, hus, møbler, båd og pension? Ditlevsen kender utvivlsomt emnet til bunds. Ikke kun fra sit eget liv, men også fra sit virke som fast brevkasseredaktør i Familiejournalen.

Når det gælder ulykker i intimsfæren, er Ditlevsen stærk. Hun har især blik for den psykologiske dimension. Alle de store følelser, skilsmisser typisk udløser. Sorg, vrede, angst, frustration. Hos Flaubert udstiller Emmas eskapader den herskende samfundsorden, mens Ditlevsen viser os sindets labyrintiske krinkelkroge. Hovedkuls forelskelse udvikler sig gerne til en kompleks affære, når hverdagen melder sig med praktiske gøremål og faste terminer.

Ménage à trois
I romanen ”To som elsker hinanden” (1960) starter Ditlevsen midt i en ægteskabelig krise. Efter 14 års ægteskab truer katastrofen: Torben og Inger glider fra hinanden. Han drikker sig gennem et stresset job som boganmelder, mens hun trisser rundt derhjemme med børnene og bristede drømme om et studie i psykologi på universitetet. Torben har haft en kort affære med en tysk pige, og nu er den gal igen. Han har kastet sig over Eva på 19 år og er efterhånden klar til et brud med sin kone. Hun er imidlertid gravid med deres tredje barn, og inden længe eskalerer handlingen med mange indbyrdes konflikter mellem Inger, Torben og Eva. 

Ditlevsen har fat i en klassisk litterær skabelon – trekanten, eller på fransk ménage à trois. Torben indtager skurkerollen, ubehagelig og forsumpet, men det viser sig hurtigt, at han er klemt i sin kærlighed til begge kvinder. Ditlevsen leverer ingen færdige svar. For der gives ingen let udvej, selv om abort ellers virker som en oplagt løsning. Eller med romanens ord:

”…mennesker [er] nu engang ikke lavet med passer og lineal, men sat sammen af mange forskellige følelser, der tit trækker i hver sin retning, og som man ikke har magt over.”

”To som elsker hinanden” viser, hvorfor skilsmisser stadig er en afvigelse fra normen. Hver gang en løsning kommer til syne, introducerer Ditlevsen virtuost et nyt kompleksitetsniveau. Romanen er opbygget, så man uvægerligt identificerer sig med alle tre hovedpersoner på én og samme tid. Titlen, ”To som elsker hinanden”, snyder, for den dækker over en dramatisk magtkamp, hvor tvivl og mistro presser handlingen frem imod en spændende finale. Hos Ditlevsen er kærligheden aldrig uplettet, men fungerer efter de subtile byttehandler, som skilsmissen nægter at respektere. Når man ikke længere vil gå på kompromis, forvandles samhørighed til separation.

Hverdagens poesi
De fleste danskere kender Tove Ditlevsen – måske primært fra den selvbiografiske roman ”Barndommens gade” (1943). Hendes store popularitet blev grundlagt under Anden Verdenskrig, hvor hun fik status af et nationalt ikon – flere forfattere blev positive modbilleder i en besættelsestid med censur og mørklægning.

Ditlevsen begik selvmord, men da hun blev begravet på kirkegården ved Enghave Plads på Vesterbro, stimlede folk sammen. Men kender man kun Ditlevsens beskrivelse af en barsk barndom, kan man passende gå om bord i resten af værket.

Tove Ditlevsens forfatterskab er ikke kun interessant for en psykologisk læsning. Hun har især blik for hverdagens poetiske potentiale. Umiddelbart synes enhver kærlighed på vej imod skilsmisse. Ulykken ligger på lur, når de store følelser konfronteres med hverdag ubønhørlige krav.

Men undervejs imod tragedien dvæler Ditlevsen gerne ved en særlig stemning eller minimale indtryk fra gadens kaotiske virvar. Man kan sagtens mærke vægten af hendes store lyriske forfatterskab, når hun i korte sætninger indrammer konkrete, sanselige øjeblikke af stor skønhed.       

Af cand.mag. Martin Toft