Bille August formår at bevare den skæbnetunge og stærke personberetninger i sin storslåede filmatisering af Selma Lagerlöfs 'Jerusalem' fra 1996.
I det svenske landskab nordvest for Stockholm, grænsende op til Norge, ligger området Dalarna, og det er i et lille sogn i Dalarna, Selma Lagerlöfs fortælling om Jerusalem (1901-02) tager sit udspring. I dette sogn bor Ingmarsslægten, der i talrige slægtled har været den mægtigste familie på egnen, og det er rundt om tre generationer af Ingmarssønner, Lagerlöf fortæller om en lille flok sognebørn, der lader sig omvende af en vækkelsesprædikant og udvandrer til den hellige stad Jerusalem for at leve et sandere og mere renfærdigt liv.
Jerusalem er dels en slægts- og kærlighedshistorie, hvor de tre generationer af Ingmarer på hver deres måde repræsenterer variationer over et tema, dels er det en historie om religiøs vækkelse og søgen efter Gud, og de to elementer sammenvæves elegant af den store fortællerske til én historie. Udvandrertematikken er inspireret af en friprædikant, der fra 1870’erne drog omkring i Sverige og visse steder, bl.a. i Dalarna, skabte en mindre vækkelsesbølge og overtalte en del af sine tilhængere til at udvandre til den hellige stad, Jerusalem.
Selma Lagerlöf (1858-1940), var den første kvindelige forfatter, der modtog Nobels litteraturpris. Det gjorde hun i 1909, og man regner normalt Jerusalem for at være det værk, der særligt motiverede prisen. Selma Lagerlöf debuterede i 1891 med den sprælske Värmlandshistorie Gösta Berlings saga om en falleret, men smuk og munter præst og hans følge.
I debutromanen anslår Lagerlöf en stil, der går igen i de fleste af hendes romaner og fortællinger. Hendes prosa har dels en folkelig-realistisk tilnærmelse i de genkommende beskrivelser af det värmlandske bondesamfund i sidste halvdel af 1800-tallet, dels har det en eventyrlig og legendeinspireret dimension. Karakteristisk er også, at der under de levende beskrivelser af både sarte og stærke og fascinerende personager findes en ganske stram komposition, der vidunderligt præcist og ubønhørligt sammenvæver menneskeskæbner.
Jerusalem i Dalarna og i det hellige land
Bogens titel, Jerusalem, er et ganske konkret sted, en destination for de udvandrende omvendte, men det er også en uigennemtrængelig trope, et billede, der varieres og tegnes forskelligt bogen igennem.
Ganske tidligt i romanen anslås udvandringstemaet, da skolelærerens tolvårige Gertrud sidder i et stuehjørne og bygger landskaber af kulørte glasskår, mens præsten og læreren diskuterer nødvendigheden af at bygge et missionshus som værn mod de omvandrende vækkelsesprædikanter.
Inden præsten går, hilser han på Gertrud og spørger hende, hvad hun foretager sig: ”Hvis bare du var kommet for et øjeblik siden, præst! sagde barnet. – Jeg havde så smukt et sogn med både kirke og skolebygning. (…) Det var sådan et kønt sogn, men vi læste om Jerusalem i går i skolen, og nu har jeg ødelagt sognet for at bygge et Jerusalem.”
Præsten opfatter den unge Gertruds ord som profetiske, og det bliver de også, da prædikanten Hellgum ankommer til sognet og begynder at udbrede sin lære – med mange splittelser og uvenskaber til følge. En lille trofast flok benævner sig hellgumianere efter ham og beslutter sig for at udvandre og opbygge en koloni i Jerusalem, hvor de vil give afkald på al personlig ejendom og i stedet leve som én stor familie, der skal hjælpe syge og fattige.
For at få råd til rejsen må Karin Ingmarsdatter sælge Ingmarsgården. Hendes yngre bror, Ingmar Ingmarsson, har ikke råd til at købe slægtsgården, og han svigter derfor sin forlovede og sin store kærlighed, Gertrud, til fordel for et fornuftsægteskab, der kan genindsætte ham som herre på den fædrene gård.
Lagerlöf er en ganske gudbenådet fortæller i sin ubarmhjertige orkestrering af menneskelige håb og skuffelser. Skæbner bliver trukket hårdt op, særligt i Ingmars og Gertruds store kærlighed, der bliver umuliggjort af omstændighederne. Det er frygtelig sørgelig læsning, men en af Lagerlöfs store bedrifter er også den forsoning, hun skriver frem i sin litteratur om de uransagelige menneskelige veje og valg.
De skæbnetunge og stærke personberetninger er bevaret i Bille Augusts storslåede filmatisering af Jerusalem fra 1996. I filmen er han nødt til at skære store dele af den fintmaskede og stramt komponerede roman væk; men overbevisende stærk er kontrasten mellem det svenske bondeland i klare, kølige farver af grøn, blå og rød og så det svedne, gullige ørkenlandskab omkring Jerusalem, under Palæstinas nådesløse sol.
Djævlen i Dalarna
Romanen falder i to dele, ”I Dalarna” og ”I det hellige land”. Hvor første del skildrer det lille bondesamfund i Dalarna og de splittelser blandt familie og venner, den religiøse vækkelse medfører, koncentrerer anden del sig om den virkelighed, de udvandrende finder i Palæstina.
Hellgum beskrives allerede fra sin ankomst til Dalarna som nærmest djævelsk i sin fremtræden (lyt blot til navnet!), og det lovede paradis på jord, som Jerusalem skulle være, viser sig som en hed, rå, snavset og til tider fjendtlig by. Beskrivelserne af det varme, ubarmhjertige Jerusalem ligner mere et bibelsk helvede end et himmerige, og livet i kolonien kræver sine dødsofre af de svenske bondeudvandrere.
Jerusalem er på mange måder en undersøgelse af religiøsitet og Gudsforhold. Interessant er det, at romanens transcendente øjeblikke finder sted uden for de etablerede religioner – disse er snarere årsag til kiv og uvenskab, sådan som det skildres i allerførste kapitel af romanens anden del, hvor selve Jesu gravkirke og Al Aksa-moskeen, de to helligste steder i Jerusalem, i en længere natlig disput situerer religionsforskel og -kampe som et vilkår, der er indlejret i den klippegrund, som udgør Jerusalems fundament.
Ingmarsfædrene og den menneskelige storhed
Gudstilnærmelsen og overskridelsen af det menneskelige sker i romanen et helt andet sted – nemlig i Ingmarsslægten. Det er en stolt familie, der udmærker sig ved at være i stand til at indsætte en nærmest overmenneskelig etik, som er hinsides almindelige hævn- og stolthedsfølelser, i stedet for samfundets normalmoral.
”Vi Ingmarer behøver ikke frygte mennesker, vi skal blot gå Guds veje,” lyder Ingmarssønnernes credo. Og den Gud, hvis veje de skal gå, har ikke brug for noget prædikantisk mellemled. Den himmelske herlighed, som hellgumianerne drager til Jerusalem efter, åbenbarer sig i det dalarnaske sogn som menneskelig storhed. Meget klart er det i Store Ingmar og Stærke Ingmars sommernatsoplevelse, hvor de ser himlen åbne sig: ”Hele himmelhvælvingen var trukket til side som et forhæng, og de to stod hånd i hånd og så ind i al himlens herlighed”.
Litteraten Uffe Hansen har i det seneste nummer af tidsskriftet Kritik (juni 2008) givet en meget interessant analyse af Selma Lagerlöfs roman Kejseren af Portugalien (1914). Han peger på, at netop den folkelige, sagalignende form, som Lagerlöf skrev i, gav hende muligheder for at gestalte sammensatte og komplicerede menneskebilleder, som de af hendes samtidige forfatterkolleger, der skrev realistisk, ikke i samme grad kunne skabe.
På den måde bliver de personager, Lagerlöf skriver om, i stand til at overskride det normalmenneskelige, og det er også det, der gør hendes romaner så læseværdige i dag.
Af Anne Munk, Cand. Mag.
Kommentarer