Der er en dobbelthed i Selma Lagerlöfs legender, som minder om dobbeltheden i H. C. Andersens (1805-75) forfatterskab. Han har først og fremmest sin eventyrlige fantasi og stil, som har gjort ham til en favorit hos børn og deres højtlæsende forældre overalt i verden. Men der er også en anden side, som er mere skummel og mareridtsagtig.
Der er en mærkværdig balance mellem jovialitet og mareridt, og det er noget, der er karakteristisk for H. C. Andersen, og som gør hans eventyr til meget spændende læsning. Grunden til, at det er interessant at trække H. C. Andersen på banen i forbindelse med Selma Lagerlöf (1858-1940), er, at Lagerlöf benytter sig af en lignende dobbelthed i sine Kristuslegender fra 1904. Bogen består af en række fortællinger, som tager udgangspunkt i Bibelen og især Jesu liv.
Der er altså mildt sagt tale om et alvorligt grundlag for Lagerlöfs bog – Bibelen og især Det Nye Testamente er vel faktisk på top fem over verdens mest alvorlige ting. Men i lighed med Andersen pakker Lagerlöf det alvorlige ind i en eventyragtig form, og det gør hendes udlægninger af Bibelen spændende. Hun bruger eventyrformen som et middel til at præsentere et alternativ til mere ortodokse udlægninger af Bibelen. Man kan måske sige – og her kan man igen sammenligne med H. C. Andersen – at eventyrets useriøsitet gør det muligt at behandle nogle emner, som er seriøse.
Hvorfor er Lagerlöf interesseret i at give en alternativ udgave af Bibelens historier? I indledningen til fortællingen ”Rødhalsen”, som er én af Kristuslegenderne, får man måske noget, der ligner et svar. Her skriver Lagerlöf om ”[...] de tider, da Vorherre skabte verden”:
”Der er mange historier fra den tid, og kendte man dem alle, da havde man også forklaringen på alt i verden, som man nu ikke kan forstå."
Der er to ting, som er interessante i citatet. For det første er der vist nærmest tale om blasfemi: i den gængse bibellæsning er der ikke mange historier om Skabelsen. Faktisk er der kun én, og den står i Første Mosebog. Nu kan en sådan lemfældig omgang med Bibelteksten måske ikke ryste moderne mennesker, men det er stadigvæk interessant, at Lagerlöf insisterer på et alternativ til Bibelen og ikke bare en genfortælling.
Det andet interessante, som hænger sammen med det første, er idéen om, at man ville have forklaringen på alt i verden, hvis man kendte alle beretninger om Skabelsen. Det, Lagerlöf indirekte siger, er, at hendes egen fortælling vil kunne give en bedre forståelse af verden som et alternativ til den bibelske Skabelsesberetning.
For så vidt som Bibelen kan betragtes som noget i retning af en ur-tekst / manual for den vestlige kultur, så er det i virkeligheden noget af en armbevægelse, Lagerlöf laver her. Hun forsøger at vise nogle punkter, hvor Bibelens værdier er problematiske i forhold til hendes samtid, og samtidig giver hun andre forklaringer, som skal uddybe og forklare.
I fortællingen ”I Nazareth” gør Lagerlöf forholdet mellem Judas og Jesus til et misundelsesforhold mellem to børn. Judas og Jesus sidder begge to og laver fugle ud af ler, og der opstår hurtigt problemer, fordi Jesus er meget dygtigere til at modellere end Judas. Det går helt galt, da Jesus bruger sine overjordiske evner til først at male sine fugle med solskin, som han har hentet i en vandpyt, og dernæst til at puste liv i sine fugle, så de kan flyve. Judas er selvfølgelig ikke i stand til at lave sådan nogle numre.
Fortællingen lyder måske til at være rimelig pjattet, og Lagerlöf er også klart humoristisk anlagt, for eksempel i beskrivelsen af Judas, der er ”grim og rødhåret, med ansigtet fuldt af buler og blå pletter” – han er næsten for grim. Men samtidig er der den særdeles alvorlige pointe, at Judas ikke er alene om at skabe balladen. Jesus tangerer det direkte irriterende i sin fromme overlegenhed, og trods det urimelige i Judas’ bitterhed og misundelse forstår man ham udmærket. Lagerlöf gør barnlig misundelse til baggrund for hans handlinger og dermed også til baggrunden for Judas’ udlevering af Jesus, som man finder den i Bibelen.
I 'De vise mænds brønd' finder man en lignende omvending af Bibelens fortællinger. De tre vise mænd er her tiggere, som er socialt marginaliserede af forskellige grunde: ” den ene af dem var overmåde gammel, den anden var befængt med spedalskhed, og den tredje var en sort, tyklæbet neger ”
Det er ikke just det billede, man har af de tre vise mænd, og når det kommer til deres baggrund for at følge ledestjernen fra Østerland og hen til den nyfødte Jesus, så har Lagerlöf igen pillet ved historien: ” de sagde til hverandre: Lader os gå hen til den nyfødtes fader og moder og fortælle dem, hvad vi har set. Kan hænde, at de lønner os med en pung med guld eller en kostelig armring .” Det er ikke helt uhumoristisk, at Lagerlöf lader fattigdom være motiv for hele historien om de tre vise mænd.
Det, som for alvor er interessant ved Selma Lagerlöfs Kristuslegender, er, at de med deres blanding af eventyrlighed og alvor giver et tvetydigt billede af en række værdier, som nok i langt højere grad, end man tror, er fasttømrede i vores kultur. I Kristuslegenderne står medlidenhed, godhed og barmhjertighed ikke i absolut modsætning til ondskab, gerrighed og misundelse. Det er måske ikke helt uvæsentligt at holde sig for øje i disse korstogstider.
Af Martin Laurberg, Cand. Mag.
Kommentarer