Selma Lagerlöf var den første kvinde, der fik nobelprisen, og hun beskæftiger sig i sit forfatterskab med spørgsmål som skyld, selvopofrelse og soning.
Selvom Lagerlöf var uddannet folkeskolelærer og i mange år virkede inden for dette felt, er hun ikke først og fremmest børnebogsforfatter. Hendes romaner, legender og noveller skriver sig direkte ind i det moderne – både som efterfølger for det moderne gennembrud og som en vigtig del af 1890’ermes svenske litterære symbolisme. Hun tager de store spørgsmål som frigørelse, skyld, soning og selvopofrelse op og diskuterer dem i et sprudlende sprog og med en konstant pendlen mellem det nære svenske Värmland og eventyrets verden. Børne- og undervisningsbogen 'Niels Holgersens Forunderlige Rejse Gennem Sverige' (1906-1907) er nok den mest kendte af Selma Lagerlöfs bøger. Imidlertid er det også den bog, der adskiller sig mest fra Lagerlöfs resterende forfatterskab.
Liv og litteratur
Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf (1858-1940) voksede op i Värmland på gården Mårbacka. Barndomshjemmet betød meget for hende, og hun vender ofte tilbage det i sin litteratur, ligesom hun, længe efter at gården var gledet familien af hænde, opkøbte den og levede sine sidste år der.
Som ung uddannede Lagerlöfs sig til folkeskolelærer og virkede som sådan fra 1885-95 - en periode hvor hun skrev store værker som Gösta Berlings Saga (1891) og novellesamlingen Usynlige Lænker (1894). I 1895 fik Lagerlöf mulighed for at koncentrere sig fuldt og helt om sin skribentvirksomhed. Endvidere modtog hun en mængde legater, der blev brugt på en rejse til Italien og Sicilien – en rejse der udmøntede sig i romanen 'Antikrists Mirakler' (1897). I 1899 rejste hun atter – denne gang til Jerusalem, hvor hun mødte en gruppe bønder fra Dalarna, der efter en religiøs vækkelse havde forladt Sverige og bosat sig i den hellige stad. Oplevelserne fra denne rejse blev ligeledes forvandlet til litteratur – 'Jerusalem 1-2/I Dalarna og I det Hellige land' (1901-02), som blev hendes litterære gennembrud i udlandet og endvidere banede vejen for den nobelpris, hun fik i 1909.
I Perioden mellem udgivelsen af Jerusalem og nobelprisen skrev Lagerlöf den roman, som måske er mest kendt i dag - 'Niels Holgersens Forunderlige Rejse Gennem Sverige' (1906-1907) og nåede dermed ud til børn verden over. I første omgang var romanen dog specifikt tiltænkt den svenske folkeskole, der i en årrække anvendte den i undervisningen. Endvidere skrev hun den mesterlige psykologiske roman Hr. Arnes penge (1903), der udspiller sig i 1500-tallets Marstrand og behandler temaet ’forbrydelse og straf’. Året efter udgav hun 'Kristuslegender', der skaffede hende en stor læserskare i især de katolske lande – noget der kan virke paradoksalt, når man tager hensyn til samlingens legende forhold til ortodoksien.
Efter nobelprisen blev Lagerlöf, igen som første kvinde, medlem af Det svenske Akademi (1914) og kunne derefter selv være med til at uddele nobelprisen. Hun vedbliver med at udgive bøger – både romaner som Køresvenden (1912) og Bandlyst (1918), noveller som Trolde og Mennesker (1915) og, som noget nyt, tre selvbiografier: 'Mårbacka' (1922), 'Et barns erindringer' (1930) og 'Dagbog for Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf' (1932).
Udover det litterære virke (og naturligvis også igennem det) engagerede Lagerlöf sig i en række samfundssager såsom kvindesagen og udtalte sig i forbindelse med både første og anden verdenskrig.
Lagerlöf døde på Mårbacka i 1940, lige efter hun havde sendt sin Nobelprismedalje til Finlandsindsamlingen med den tanke, at den kunne smeltes om og dermed skaffe penge til sagen (efter hendes død blev der rejst penge og medaljen købt tilbage, så den kunne bevares for eftertiden).
Gösta Berlings Saga og det nye
Paradoksalt, men ikke videre overraskende, er det, at hendes debut 'Gösta Berlings saga', både er hendes måske mest moderne værk, men samtidig det, der blev dårligst modtaget i samtiden. Bogen er en sprudlende romantisk pastiche – en ekstrem bog, hvor hun på ingen tid går fra det højstemte til det dybt komiske - fra patos til ironi.
Bogen omhandler præsten Gösta Berling, der, efter at have ladet sit kald forfalde til fordel for svir og fest, ender hos Majorinden i hendes kavalerhus. Her er der allerede samlet en stor gruppe afdankede levemænd, som Majorinden leger mor for. Kavalererne betaler dog dårligt for hendes anstrengelser. I en form for omvendt Faust-historie indgår de en pagt med djævlen, der bringer Majorinden, som selv har indgået en pagt med den onde, til fald. Kavalererne køber sig til almagt og Majorindens syv jernværker, mod at de, i modsætning til Faust, der netop brød sin pagt hvis hans liv gik op i livsnydelse, skal vedblive at være rigtige kavalerer og levemænd.
Bogen handler således, både om det Värmland hun voksede op i, og om en anden og mere eventyrlig verden, hvor det bl.a. er muligt at indgå en pagt med djævlen. Hvor grotesk og barokt dette end kan lyde, bæres bogen alligevel af den dybereliggende alvor, der også ses i resten af forfatterskabet. I god Georg Brandes-stil, sættes det moderne livs problemer under debat, og bogen indeholder således en stor mængde af de temaer, der kom til at præge hendes senere forfatterskab: Familiens opløsning, patriarkatets fallit og religionens potentielle død. Det er dette paradoksale forhold mellem den umådeholdne og voldsomme skrivestil, og de alvorlige emner der ligger lige under den ironiserende overflade, der virkelig gør værket moderne.
Religionen
Et andet samtidsaktuelt tema Lagerlöf tager op i sin digtning – både direkte og indirekte – er kristendommen og dens status. Lagerlöf var bibelstærk, hvilket ses i de utallige allusioner til netop kristendommen, der findes i hendes litteratur – måske tydeligst i 'Kejseren af Portugalien'. Endvidere tematiserede hun direkte spørgsmålet i to af sine mest kendte romaner: Antikrists Mirakler og Jerusalem. I begge disse romaner kobler hun på underfundig vis socialismen og kristendommen – et greb der udsatte især Antikrists Mirakler for en skarp kritik i samtiden. Imidlertid er romanen ikke entydig og kan ikke sættes i bås.
I Jerusalem, der blev væsentligt bedre modtaget, beskriver hun den splittelse en religiøs vækkelsesbølge skaber i en lille svensk bygd. Hun sætter den gamle slægtsfølelse og næsten grundtvigiansk prægede kristendom op imod vækkelsesbølgens ekstase og fantasteri. Bogen, der blev bandlyst i det kristne fællesskab i Jerusalem, indeholder de mest nådesløse og forfærdende skildringer i Lagerlöfs forfatterskab, idet Jerusalem, for de svenske emigranter, viser sig at være et helvede på jord. Imidlertid lader Lagerlöf ikke pessimismen sejre (om end hendes korrespondance viser, at hun havde lyst til det), men lader derimod emigranternes livssyn mødes og forenes med bondens, hvormed det hele går op i en form for højere enhed.
Men det er ikke kun i disse romaner spørgsmålet om religion tages op. Hele vejen igennem forfatterskabet beskæftiger Lagerlöf sig med spørgsmålet om skyld, selvopofrelse og soning – temaer som belyses på adskillige interessante måder og stadig vækker til eftertanke.
Køn og kunst
Lagerlöf levede i en tid, hvor de traditionelle kønsroller var under debat. Sædelighedsfejden fejede henover Norden, kønnets og seksualitetens rolle blev behandlet hos tidens fremmeste litterater som August Strindberg, Knut Hamsun, Herman Bang og Oscar Wilde, og nye begrebsliggørelser af kønnet – såsom heteroseksualitet og homoseksualitet, så dagens lys. Som kvindelig kunstner i midten af denne debat og som den første kvindelige nobelpris-modtager, vil kønnet således altid være i spil, når man diskuterer Lagerlöf og hendes digtning.
Ikke desto mindre har lige netop dette tema været overraskende underbelyst i forskningen. Ikke sådan at forstå, at den tidligere reception har været blind overfor kvindens plads i Lagerlöfs digtning, men, som Lisbeth Stenberg påpeger i sin afhandling En genialisk lek – kritik och överskridande i Selma Lagerlöfs tidiga författerskap, har Lagerlöf-forskningen haft visse sexistiske elementer, der er gået i arv fra forsker til forsker. Dette gælder både i forhold til hendes biografi, hvor man f.eks. har været blind overfor hendes tætte venskaber til kvinder, og i stedet har konstateret, at hendes lamme ben var skyld i, at hun aldrig blev gift – og i forhold til hendes værker, hvor interessen altid har samlet sig om de mandlige hovedpersoner. Denne læsestrategi synes paradoksal i forhold til store værker som Gösta Berlings Saga, hvor den flimrende og uhåndgribelige Gösta kun bliver forståelig gennem kvinderne, eller Kejseren af Portugalien, hvor det netop er en datters frigørelsesprojekt, der udløser sindssygen hos daglejeren Jan. Endvidere bevirker fokusset på manden, at den flertydighed, der findes i alle Lagerlöfs værker, forsvinder, ligesom hendes forsøg på at bryde med stilistiske og indholdsmæssige konventioner bliver usynlig.
Hvis man har fokus på kønnets rolle, og på den vægt Lagerlöf lagde på tætte kvindelige venskaber, vil man således ikke kun se hende som en stor forfatter, men ligeledes få øjnene op for et kvindeligt perspektiv i en debat, der i samtiden mest var domineret af mænd.
Hvor skal man begynde
Der er adskillige steder, man kan begynde, når det kommer til Lagerlöfs forfatterskab – og det ene sted er ikke bedre end det andet. Alt hendes litteratur indeholder den samme fængslende fortællestemme og mesterlige psykologiske indsigt – som desværre ikke kan ydes retfærdighed i denne korte introduktion. Ved at læse Lagerlöfs forfatterskab får man et unikt indblik i den brydningstid omkring århundredeskiftet, som var med til at skabe det samfund, vi kender i dag.
Lagerlöf er svær at sætte i bås, og det er heller ikke meningen – hvorfor denne introduktion netop ikke skal læses som andet end en introduktion og en skitse af mulige fokusområder. Jeg vil derfor blot anbefale, at man kaster sig over hendes omfattende forfatterskab, hvor man både kan finde novellens korte eftertanke og romanens lange psykologiske fortælling, og selv afsøger alle de muligheder, paradokser og tvetydigheder, der findes i hendes værker. God fornøjelse.
Sidsel Mittet Sander, Cand. Mag.
