Leonora Christina Ulfeldt skrev kun ét værk i sin levetid. Til gengæld har 'Jammers Minde' haft den største betydning for forståelsen af en periode i Danmarks historie. Det er en ægte overlevers fængslende og levende beretning om at komme helskindet igennem et uhyggeligt langt åremål i et fængsel.
Et af de få større litterære værker, der findes fra den danske renæssance og samtidig det første danske erindringsværk, er Leonora Christina Ulfeldts (1621-1698) Jammers Minde, der først så dagens lys i 1869 på grund af forfatterindens for nogen problematiske baggrund. Med sin fortælling om sit dramatiske liv kom Leonora Christina til at sætte dagsordenen for den måde, vi i dag ser en periode i dansk historie på.
Historien om Leonora Christina er velkendt: Hun var Christian den 4.’s yndlingsdatter, der blev gift med Corfitz Ulfeldt, en højtbegavet adelsmand, der med tiden skulle blive rigets hovmester og mægtigste mand, kun for at styrte fra sin magtposition kort efter, at Frederik den 3. satte sig på tronen. Og Leonora styrtede sammen med sin mand. Hun endte med at sidde fængslet i Blåtårn ved Københavns Slot i næsten 22 år.
Men det hårde fængsel kunne ikke knække hende. Da hendes nevø, Christian den 5., bestemte sig for at løslade hende, var der ikke tale om, at hun ville forlade fængslet ved aftenstide. Hun insisterede på, at hun ville ”ud med manér”, og det kom hun så. I dagslys, afhentet af sin datter.
En streg i regningen
Resten af sit liv tilbragte hun i Maribo Kloster, hvor hun sad og skrev på det værk, der i sidste ende skulle blive hendes triumf over fjenden, Frederik den 3. og hans dronning Sofie Amalie, nemlig erindringsværket 'Jammers Minde'. Leonora døde i 1698, 77 år gammel.
Det var uden tvivl hendes hensigt, at hendes erindringer skulle udgives efter hendes død, men det skete ikke i første omgang. Det var en streg i regningen, der dog skulle vise sig at være held i uheld. Først flere hundrede år senere blev manuskriptet således fundet i udlandet og udkom i 1869. Det fik en kolossal opmærksomhed, ikke alene pga. den historiske værdi, men også fordi, det på netop det tidspunkt var, hvad danskerne havde brug for.
Nederlaget ved Dybbøl i 1864 gjorde stadig ondt, og her var en heroisk dansker, en kongedatter, der havde kæmpet mod overmagten (ikke mindst den tyske overmagt i skikkelse af Frederik den 3.’ tyskfødte dronning) i mere end 20 år uden at blive knækket, den frontfigur som folket higede efter. Leonora Christina blev tidens heltinde, og hendes rivalinde, Sofie Amalie, blev skurken over dem alle.
Fra det hinsides må Leonora have frydet sig, for helt op til i dag er det sådan, historieskrivningen har været, især i de folkelige versioner. Det ses eksempelvis i Herta J. Enevoldsens historiske børnebøger eller maleren Kristian Zahrtmanns billeder af hhv. Leonora og Sofie Amalie, den første skildret som en blid ældre dame, den anden som en oppustet, forfængelig heks.
Et politisk værk
'Jammers Minde' er i den grad et politisk værk, der fik større effekt, end forfatterinden kunne have forestillet sig. Og fordi hun har ordet i sin magt, tror læseren på hende. På den måde kunne hun rense sig selv og sin mand med et snuptag.
Corfitz Ulfeldt blev i første omgang anklaget for underslæb efter en besynderlig affære, hvor kongeparret og Ulfeldts gensidigt beskyldte hinanden for planer om giftmord, den såkaldte Dina Winhofers-sag, og parret flygtede derfor til udlandet.
Sidenhen gik han i svensk tjeneste og optrådte endda som svensk forhandler, hvilket ikke var ulovligt, men heller ikke heldigt. Men svenskerne blev trætte af Ulfeldt, hvorefter han vendte tilbage til Danmark.
Hvad han havde forestillet sig, ved vi ikke, men han fik lov at bo i Danmark, så længe han holdt sig på Fyn og ikke beskæftigede sig med politik. Det holdt ikke længe. Så rullede det hele. Senere historikere hælder mest til, at Ulfeldt mere eller mindre havde mistet forstanden, men i hvert fald står det fast, at han tilbød den danske krone til flere udenlandske fyrster.
Leonora Christina benægter, at hun og hendes mand var landsforrædere. I 'Jammers Minde' drejer hun på tingene, så de passer mere til hendes fremlæggelse af sagen, at det er hendes halvbror, kongen, og især dennes hustru, der hader hende. Det er ganske vist ikke helt forkert, men den forfulgte uskyldighed, hun ønsker at fremstå som, er alene en litterær skabning, der ikke har meget med virkeligheden at gøre.
Og den skabning fremstiller hun godt. Da hun bliver arresteret og kropsvisiteret, river hun eksempelvis et brev i stykker og smider det i en lokumsspand. Hun er forarget over de ulækre mennesker, der derefter samler brevet op og limer det sammen, og vi glemmer næsten at stille spørgsmålet om, hvad der stod i det brev. Og sådan narrer hun læseren, der føler medlidenhed og beundring og ganske glemmer, at hendes, og i særlig grad mandens, meriter i udlandet bestemt ikke var fine i kanten.
Litterært eftermæle
Leonora Christina har med 'Jammers Minde' vist, hvad et litterært værk kan gøre. Det er ligegyldigt, at dagens historieskrivere læser 'Jammers Minde' med mere opmærksomme øjne end andre.
Det er stadig Leonora, der vinder. Ikke alene var hun vores yndlingskonges datter, hun er endda hans favorit blandt den kæmpe børneflok, han lagde sig til. Hvis man altså tror på, hvad hun selv siger. For det er først og fremmest noget, hun selv fortæller os.
Hendes erindringer beviser, at den, der har ordet i sin magt, er vinderen. For hvad har gjort størst indtryk: den skamstøtte, der blev rejst over Ulfeldt (den befinder sig i dag i Nationalmuseets gård) eller 'Jammers Minde'? Trods al skepsis, må man måske erklære sig enig med S. Birket Smith, der i 1900 skrev en indledning til bogen.
”Alt i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til dem, som gjør et uudsletteligt Indtryk selv paa den sløveste Indbildningskraft.”
- Tiden har vist, at det ikke er helt forkert.
Leonora Christinas liv er brugt som udgangspunkt i flere romaner, bl.a. har Helle Stangerup skrevet romanen 'Spardame' (1989), der har Leonora Christina som hovedperson
Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
