Minona + Brevveksling mellem Mathilde Fibiger og Meïr Aron Goldsmith

Mathilde Fibiger beskriver kærligheden med stor patos og i mange afskygninger, også de forbudte, og vakte furore med romanen i sin samtid.

Mathilde Fibigers roman ’Minona’ er en kærlighedsroman. Det er imidlertid ikke en klassisk kærlighedsroman, hvor den store kærlighed udspiller sig mellem en mand og en kvinde, der gifter sig med hinanden og lever lykkeligt til deres dages ende. Det er derimod en roman om kærlighed i mange afskygninger, også de forbudte. Da romanen udkom i 1857 vakte den helt naturligt stor furore.

Hovedpersonen Minona bliver født i det, man i dag vill kalde en dysfunktionel familie. Forældrene afskyr hinanden, og moren kaster al sin kærlighed på sønnen Viggo, som hun gør til sin medsammensvorne i hadet til sin mand. Faren ansætter derfor guvernanten Helene til at tage sig af Minona og vælger senere at forlade sin hustru for at gifte sig med Helene. Efter morens død flygter Viggo til udlandet og vender først tilbage efter farens død for at tage ansvaret for sin søster. Viggo og Minona forelsker sig straks i hinanden, men det er naturligvis en fuldstændig umulig og helt ulovlig kærlighed, som bliver fatal for dem begge og især for Minona.

Mathilde Fibiger beretter om en tid, hvor man kunne dø af sorg, og indenfor rammen af historien om Minona og Viggo, udspiller der sig også andre tragiske kærlighedshistorier. Der er historien om Minonas veninde Tyra, der får et barn med den mand, hun elsker og venter på ham, selv om barnet dør. Hun venter dog forgæves, for han har forlovet sig med en anden, og Tyra begår selvmord. Også historien om præstens datter Virginie, der elsker Viggo ydmygt og betingelsesløst, er en trist kærlighedshistorie.

Der blev ikke taget godt imod bogen, da den udkom i 1857, hvilket ikke kan undre, da forfatteren tager fat på så sprængfarlige emner som utroskab, selvmord og ikke mindst incest, som stadig er noget af det mest tabuiserede. Mange af Mathilde Fibigers samtidige fordømte bogen, herunder H.C. Andersen, der kaldte den for unaturlig. Mathilde Fibiger var bare 24 år, da hun skrev ’Minona’, som var hendes tredje roman, og som også blev hendes sidste. Hun døde bare 42 år gammel.

Minona er udkommet i forlaget Gladiators Sandalserie, som de kalder klassikere på kanten. Romanen er ikke umiddelbart så let at gå til, da der bl.a. er mange teologiske diskussioner, som det kan være svært at forholde sig til, hvis man ikke har beskæftiget sig med området. Jeg gik til bogen med en vis nysgerrighed og en smule skepsis, men jeg må indrømme, at jeg blev grebet af handlingen på trods af den megen patos. Den gammeldags retskrivning var dog medvirkende til, at jeg måtte læse teksten langsomt.

I dag kan det måske være svært at forstå, hvor vanskelige vilkår kvindelige forfattere og debattører har haft, og hvor mange fordomme, de har måttet kæmpe imod. I den sammenhæng var Mathilde Fiber en vigtig person for den kvindesag, der først lige havde set sin spæde begyndelse. Mathilde Fibigers niece Marie Jessen, der også var debattør og skribent, har fået sin egen historie i Linda Lassens romanen Jens og Marie, der handler om Sønderjyllands genforening.