Karin Michaëlis

Som gennemgående tematikker i Karin Michaëlis’ forfatterskab står barnet og fantasien, men vigtigst af alt bidrog hun til et kritisk blik på de normer og konventioner, kvinderne var underlagt på hendes tid, og som stadig opleves aktuelle for nutidens læser.

Karin Michaëlis var en utrolig aktiv forfatter. Fra debuten med novellesamlingen ’Højt Spil’ (1898) og frem til sin død i 1950 skrev hun intet mindre end 36 romaner for voksne samt 9 børnebøger. Derudover var hun også en stor humanist, der både som en del af og ved siden af skriveriet arbejdede aktivistisk og journalistisk for børn og kvinders rettigheder og mod krigs undertrykkende kraft.

Michaëlis’ første udgivelser var dog ikke store succeser. Til gengæld bragede hun igennem lydmuren med skandaleromanen Den farlige Alder (1910), der på kritisk satirisk vis handler om et tabu fra den tid, men som stadig i høj grad er aktuelt: kvinders begær i overgangsalderen. Bogen førte til international berømmelse og forargelse, og solgte blandt andet 86.000 eksemplarer på de første 14 dage i Tyskland, og den er blevet filmatiseret to gange. Michaëlis rejste på den baggrund Europa tyndt og holdt foredrag om sit forfatterskab. Bogen var en knivskarp analyse af kvinders vilkår og kønnets skæbne på det sociale marked. Her får læseren adgang til en moden kvindes tanker i en historisk brydningstid gennem brevromanens form. Denne måde at komme udenom fortælleren, og dermed lade karakterernes følelser og tanker komme mere direkte til udtryk i brev- eller dagbogsform, bliver karakteristik for Karin Michaëlis’ skrivestil. I 1910 udkom også Kvindehjerter ligeledes under pseudonym. Det rygtedes dog hurtigt at Michaëlis stod bag, med skuespiller Betty Nansen som medforfatter, hvilket den genudgivne udgave da også rettelig krediterer. Bogens temaer kredser ligeledes om frigørelse, køn, seksualitet samt tabuer som overgangsalderen i brevformens intime og nære form.

På trods, eller måske netop på grund af de skandaløse emner, blev begge bøger meget populære.

I Karin Michaëlis’ hovedværk opdyrkes skrivestilen, hvor karakterernes sprog bliver en vigtig del af deres identitet. Romanserie strækker sig over fem bøger, hvor ’Træet paa godt og ondt’ (1924-30) følger det fantasifulde barn frem til en digtertilværelse. Fortællingen skildrer altså, hvordan den kvindelige kunstner skaber sig selv. Selvom hovedpersonen i romanen, Gunhild, ikke har samme navn som forfatterinden, og Michaëlis selv har understreget, at karakteren ikke er et billede af hende selv, er der i fortællingen alligevel flere overlap med Michaëlis’ egen historie. Det ender således med, at Gunhild udgiver Michaëlis’ to romaner ’Barnet’ (1902) og ’Lillemor’ (1902).

Derudover stammer Michaëlis’ senere internationale succes også fra børneserien ’Bibi’-bøgerne, der udkom i 7 bind fra 1929 til 1939. De blev oversat til 20 sprog, og var nogle af de mest læste børnebøger i Europa, men havde ikke en stor læserskare i Danmark. Karakteren Bibi er en selvstændig spilopmager, som sandsynligvis også har inspireret Astrid Lindgren til en vis egenrådig børneheltinde.

Michaëlis blev især læst og hørt for sine stærke synspunkter om kvindelig psyke og seksualitet. Men hendes engagement og mod skinnede også igennem i livet ved siden af skrivegerningen. Her hjalp hun tyske modstandere af nazibevægelsen, som Bertolt Brecht, til at flygte og bosætte sig i træhuse, hun byggede i sin have på Thurø. Det betød, at hun selv måtte leve som politisk flygtning i USA under Anden Verdenskrig. Hun vendte tilbage til Danmark i 1946. I hendes journalistiske arbejde fik Michaëlis, som en af de få, også adgang til en række steder bag fronten under Første Verdenskrig. Det udmøntede sig i reportagesamlingen ’Krigens ofre’ (1916), der havde et markant kvindeligt blik på krigens skæbner.

Karin Michaëlis blev født i et småborgerligt hjem i Randers 20. marts 1872 og flyttede som ung i 1895 til København for at blive gift med forfatteren Sophus Michaëlis. Det var de nye litterære kredse, der inspirerede hende til at skrive. Ægteskabet holdt ikke, og de blev skilt i 1911. Hun blev gift igen året efter med Charles Stangeland. Selvom de havde det dårligt sammen, besluttede de først at gå fra hinanden i 1930. Hun fik ingen børn, men dedikerede sit liv til forfattergerningen og sit humanistiske arbejde rundtom i Europa.