Dyrekirkegården af Stephen King

Hvor langt vil en far gå for at beskytte sin familie mod sorgen? Og hvad sker der, hvis man går for langt?

“Dyrekirkegården” er efter min mening en af de allerbedste af Stephen Kings romaner. Den er skræmmende og velskrevet, og jeg tror, jeg har læst den fem gange eller mere.

Dr. Louis Creed flytter med sin familie til Maine, hvor han har fået arbejde på universitet. Huset er nærmest deres drømmehus, men det ligger dog ret tæt på en vej med meget lastvognstrafik. De bliver alligevel glade for at bo der, ikke mindst fordi genboerne på den anden side af vejen, det ældre ægtepar Jud og Norma, bliver deres gode venner.

Men en dag vågner Louis op og opdager, at datterens kat Church er blevet kørt over. Før han får det fortalt til datteren, fortæller Jud ham en historie om en gammel indiansk gravplads, som ligger lige bag ved skoven. Som barn begravede Jud sin hund der, og efter få dage kom den tilbage. Nu gør Louis det samme – blot for at opdage, at han har åbnet en dør, som er umulig at lukke igen…

Udover at være en ualmindelig uhyggelig historie, så er ”Dyrekirkegården” også en fortælling om angsten for døden. Louis kone oplevede som barn, at søsteren Zelda døde en pinefuld død af rygmarvsbetændelse. En oplevelse som gav hende så alvorlige ar på sjælen, at hun som voksen slet ikke kan håndtere døden. Noget, jeg tror, er meget symptomatisk for mange i dag.

Inspirationen til ”Dyrekirkegården” fik King, da han sammen med sin familie i en periode boede op og ned af den meget trafikerede Route 15. Her fandt de hver dag dyr, som var kørt ihjel, og byens børn begravede dem på deres egen lille kirkegård. Kings ældste datter havde en kat, som blev kørt over, og tanken om datterens sorg fik King til at ønske, at katten kunne komme tilbage. Men så kom han i tanke om W. W. Jacobs historie ”Abehånden”, og herefter kom idéen til ”Dyrekirkegården” rullende.

”Dyrekirkegården” er også blevet filmatiseret, og er en af de få Stephen King filmatiseringer som er lykkedes ganske udmærket.