Klaus Rifbjerg

Klaus Rifbjerg skrev med en stærkt sansende nerve over for sin omverden. Samtidig kendetegnes forfatterskabet af en rig erindringsevne, en billedmættet skrivestil og ofte uhøjtidelighed og humor. Som modernistisk digter mestrer Rifbjerg at skærpe læserens oplevelsesevne, så denne oplever selv at blive involveret og spejlet i hans værker.

Klaus Rifbjerg (1931-2015) har været et fyrtårn i dansk litteratur siden sin debut i 1956. Allerede med sine første digtsamlinger slog han det moderne an i dansk lyrik, og 60’ernes såkaldte konfrontationsmodernisme er opkaldt efter hans banebrydende digtsamling Konfrontation (1960). Ud over at være en uhyre talentfuld og meget sanselig forfatter, viste Rifbjerg gennem alle årene en usædvanlig flid og vedholdenhed og udgav flere bøger om året. Samtidig var han en skarp og til tider provokerende samfundsdebattør. Med Den kroniske uskyld fra 1958 fik han et folkeligt gennembrud, og den er senere blevet kanoniseret.

'Den kroniske uskyld' er en psykologisk roman om drengen Janus’ problematiske udvikling igennem puberteten til voksenlivet og hans forhold til den idealiserede kammerat Tore og dennes store og tragiske kærlighed til den eventyrligt dejlige Helle. 'Den kroniske uskyld' kan betragtes som en fortsættelse af den traditionelle udviklingsroman, hvor Rifbjerg dog fornyer genren sprogligt og aktualiserer dens problemstillinger. Titlen er karakteristisk for Rifbjergs daværende, metadyrkende modernisme og er senere blevet et bevinget ord, betegnende for den uskyld, der ikke overvindes eller erkendes og derfor vokser sig stor og faretruende. Romanen peger i øvrigt fremad mod tidens efterfølgende modernisme med temaer som fremmedgørelse og splittelse. 'Den kroniske uskyld' betragtes som et af Rifbjergs afgørende hovedværker og placerer sig endvidere som en dansk nyklassiker.

Amagerdigte (1966) er en ambivalent kærlighedserklæring til 30’ernes Amager som skueplads - på godt og ondt - for barndommens levede liv. Rifbjerg spidder balancen mellem erindringernes originale fylde og detaljerigdom på den ene side, og det modne jegs afklarede tristesse på den anden. I digtet 'Engang' beskrives en serie trivielle rutiner fra barnets dagligdag, som pludselig giver anledning til en intens dødsbevidsthed: ”En nat kan jeg huske/ det pludselig gik op for mig/ at jeg engang skulle dø.// Jeg lå længe i mørket/ med en stor fornemmelse over mig,/ og inden jeg faldt i søvn/ tænkte jeg meget på de ting,/ som jeg har nævnt i digtet/ og følte at jeg allerede havde mistet dem.”  Her bygger Rifbjerg bro mellem de to jeger, barnet og den voksne, og inddrager fortroligt læseren som vidne til erindringens enkle og smukke skrøbelighed.

I Rifbergs digtsamling 'Fut fut fut' fra 2014 lyder det:

”Selv så kan man leve lidt
Med alt sit fut
der går det gik
det går
vist går det
siger man og svinger døren op
for dér er stationen hvor man skal af
i fred og ro."

Men selv om digtsamlingen er fra 2014, blev det ikke Rifbjergs sidste digtsamling. Han skrev til det sidste, og derfor kan vi nu glæde os over digtsamlingen Besat, som udkom i 2015, fem dage efter Rifbjergs død. 'Besat' er en samling fortællinger om at være menneske i besættelsestidens Danmark.

Rifbjerg har igennem årene været med til at præge strømningerne inden for litteraturen. Han har modtaget en lang række litterære priser, bl.a. Kritikerprisen i 1965, Det Danske Akademi Pris 1966, De Gyldne Laurbær 1967, Søren Gyldendal Prisen 1969, Nordisk Råds Litteraturpris 1970, PH-prisen i 1979, Svenska Akademiens nordiska pris 1999, Rungstedlund-prisen 2009 og DR's Ærespris i 2013. Han har desuden været en meget aktiv samfundsdebattør og litteraturformidler.