Nøleren

Bog med humor, lag og bid i.

Midt i en krimitid toner Rifbjerg frem med sin velkendte intensitet og underlæggende ro. Det endda i en roman om raseri over bristet venskab. Fordi: Som vanlig er Rifbjerg en sand sproglig virtuos med humor og bid, der stilsikkert lægges lag på lag i en roman om et emne, der spiller hårdt i de fleste: Når en ven ikke længere er den ven man troede. Når man forlades- når man forlader. Hvilket- både i romanen  og i det virkelige liv- kan udvikle sig til en slags omvendt  sindssyge af forelskelse, hvor paranoia og blindhed går hånd i hånd.  Det gør ondt at blive forladt og man ser ikke bare, hvad der er op og ned. - Og som hos NØLEREN fiser al energi hen mod den eneste ene- der er gået - og dræner en for videre handling´.

Hvordan deler man med så stærke følelser?  Hvordan kommer man videre? Hvor gør man af alle sine følelser? Hvordan holder man op med at have så forbandet ondt af sig selv?  En herlig bog, der skal læses igen om et stykke tid.

Så en lille anekdote om et brevmøde med en dengang 50-årig Klaus Rifbjerg: Jeg var 32. En dag sad jeg og funderede over på min skuffe fyldt med digte. Hvem mon kunne tænke sig til at kigge på dem? Hev fem op, smed dem i en kuvert adresseret til - ikke mindre end direktøren for Gyldendals Forlag, Klaus Rifbjerg. (også dengang læste jeg gerne Rifbjerg, derfor tanken.) Det var der en del, der fik sig et godt grin af.

Til der et stykke tid efter dumpede en brun kuvert med et personligt brev - fra direktør Klaus Rifbjerg med lærerige udsagn om mine digte, flere gode råd om, hvor jeg skulle tage fat på videre, og hvem jeg kunne henvende mig til. Og at det nok skulle blive til noget godt, når jeg havde nok at udgive. En hel  A4side, tæt skrevet brev på Gyldendals brevpapir til en fuldkommen ukendt lille digteraspirant, der bare smed fem digte afsted uden at tænke over, om han mon gad det. At jeg debuterede så sent, var ikke hans skyld, men mit eget valg mellem de, der dengang var i mit liv. Han var en god ven i situationen, vil jeg tillade mig at sige. Tak for det Klaus Rifbjerg. Det har jeg aldrig glemt. Mon det kunne forekomme i dag?